Tømmergården
Træbyggeriet Tømmergården er et energivenligt alment boligbyggeri, hvor bygninger og landskab danner rammerne om det gode sociale fællesskab blandt beboerne. Det prisbelønnede byggeri i Jyllinge, som er en del af Almenbolig+ konceptet, består af 35 moderne boliger i en eller to etager og huser både børnefamilier, singler, unge og ældre.
Husene er bygget op omkring præfabrikerede gennemlyste rummoduler, som giver et væld af variationsmuligheder. Det betyder, at modulerne kan sammensættes, så der ikke opstår lukkede bagsider, men kun åbne facader, der gør bebyggelsen imødekommende og livlig i alle retninger.
"Med Tømmergården er det lykkedes at skabe unikke boliger i dialog med landskabet ved at stedstilpasse præfabrikerede træmoduler. Fabriksfremstilling af de rumstore moduler minimerer både materialespild og byggetiden." Søren Rasmussen, ONV Arkitekter + Kathrin Susanna Gimmel, JAJA Architects, 2022
De præfabrikerede moduler kan også sammensættes til små punkthuse, rækkehuse eller større bebyggelser, og sammen med landskabet skaber konceptet en spændende rumlig oplevelse som på én gang skaber rum til individet og danner rammer for fællesskabet. Boligerne er opført i en bærende trækonstruktion og beklædt med egetræ. Sammen med de grønne sedumtage får materialevalget bygningerne til at smelte sammen med de naturlige, bakkede omgivelser, som både byder på park, sø og skovområde.