Transformation af gammelt fiskerhus

Dato 02.01.23 |
Af:
Rikke Friis

Foto: Niels Nygaard

Ved vandet i Espergærde står et gammelt fiskerhus fra 1898. En fisker døde på havet, og en indsamling gjorde det muligt at opføre det lille hus til hans efterladte kone. I dag, mere end 120 år senere, står fiskerhuset stadig – energioptimeret og renoveret, så det passer til en moderne børnefamilie.

Transformationen af det gamle fiskerhus er et inspirerende eksempel på, hvorfor vi skal passe på bygningsarven. Med høje ambitioner om at fremhæve historien og de originale detaljer, er dele af murvær- ket, gamle spær og udvalgte bjælker blevet blotlagt. Materialevalget er præget af respekt for det originale og har samtidig referencer til fiskerhusets maritime kontekst.

"Der var mange benspænd på vejen, og hvis man havde bygget nyt, havde man nok ikke valgt samme løsninger. Men de mange udfordringer og den delvist låste geometri, skabte nogle anderledes og uforudsigelige rum og rumforløb, som man normalt ikke ville tegne i nybyggeri." Jakob Faaborg Hattesen, bygherre og arkitekt, 2022

Grundplanen er ændret, og husets 96 m2 har fået fint selskab af en ny atriumgård. For at energioptimere boligen, uden at nedbringe de i forvejen små kvadratmeter, har fiskerhuset fået ny udvendig isolering. Det betød samtidig ny facade: en træfacade i certificeret materiale, som kræver minimal vedligeholdelse, har en lang forventet levetid og vil patinere smukt over tid.

Foto af gammelt fiskerhus