Amerikansk flag

Trump og uro skader grøn omstilling – I Danmark skal vi holde kursen

Dato 12.02.25 |
Af:
Lars Storr-Hansen

Med Donald Trump som præsident, stigende spændinger i verden og øget fokus på oprustning risikerer den grønne omstilling at blive bremset. I Danmark bør vi holde kursen – men vi skal også lære af de fejl, vi har begået.

Med en tsunami af dekreter, meldinger og trusler har Donald Trump indtaget Det Hvide Hus som USA’s 47 præsident.

Her og nu kan det være svært at finde ud af, hvad der er retorik, og hvad der er realiteter, når han taler. Men én ting er sikker: Han er fast besluttet på at leve op til sit valgslogan: Make America Great Again!

Det perspektiv er styrende for alt, hvad han gør. Det gælder også i situationer, hvor omverdenen har svært ved at få øje på planen bag hans handlinger. Og det gælder i situationer, hvor eksperter kan fastslå, at hans træk ikke vil styrke, men snarere svække USA.

I værste fald er vi på vej mod en handelskrig, som ikke blot vil skade USA’s handelspartnere og konkurrenter, men i høj grad også vil kunne skade Amerika. Reelt ved ingen, hvor langt han vil gå, men han øger usikkerheden i en verden, som i forvejen er præget af intens rivalisering mellem USA og Kina og Ruslands brutale krigsførelse i Ukraine.

Vi befinder os i en virkelighed, hvor Europa og Danmark skal investere enorme beløb i sikkerhed, og i den situation vil handelskrige og protektionisme kun lægge yderligere pres på økonomien og tvinge mange lande ud i svære prioriteringer.

"Vi befinder os i en virkelighed, hvor Europa og Danmark skal investere enorme beløb i sikkerhed, og i den situation vil handelskrige og protektionisme kun lægge yderligere pres på økonomien og tvinge mange lande ud i svære prioriteringer." Lars Storr-Hansen, adm. direktør, Danske Arkitektvirksomheder

En oplagt risiko er, at den grønne omstilling sættes i baggrunden, selv om klimaforandringerne - i form af vildt vejr, skybrud, storme, havstigninger og tørke – manifesterer sig stadigt tydeligere og gør det klart, at der tværtimod burde sættes ekstra kraft på omstillingen.

I Danmark har vi tilsyneladende en bomstærk økonomi. Men som en lille åben økonomi vil vi blive ramt hårdt, hvis der kommer handelskrige, og med et nødlidende forsvar skal vi også foretage historisk store investeringer i krudt og kugler. På samme tid ønsker flere partier at nedjustere den planlagte stigningstakt i danskernes fremtidige pensionsalder. Det kan måske lyde rart, at man ikke skal blive på arbejdsmarkedet så længe, som de nuværende aftaler lægger op til, men selv små justeringer af tilbagetrækningsalderen vil udløse dybe indhug i statskassen.

Selv om vores nationaløkonomiske råderum lige nu er stort, spises det hurtigt op, når man ser på de mange regninger, som hober sig op, og det kan betyde, at den grønne omstilling også herhjemme risikerer at blive skubbet i baggrunden, når det går op for politikerne, at de må prioritere.

Donald Trump har truffet sit valg. Han vender ryggen til truslerne fra klimaforandringerne og behovet for grøn omstilling. Han vil trække USA ud af Paris-aftalen og booste sit lands olie- og gasproduktion, hvilket vil få priserne på fossil energi til at falde og presse forretningsmodellen bag vedvarende energi. Det vil mange lande givetvis tage bestik af, og når vi ser frem, vil der blive opstillet nye barrierer for den grønne omstilling.

Skal vi lægge kursen om herhjemme? Nej, vi skal fortsætte med omstillingen, og som f.eks. DTU senest har påvist med flere rapporter skal vi på flere punkter øge – og ikke sænke – tempoet. Det gælder bl.a. i forhold til udfordringerne med at håndtere skybrud, havvandstigninger og et stigende grundvandsspejl.

I byggebranchen bør vi også fortsætte kursen. Vi kan levere et afgørende bidrag til den grønne omstilling, når vi i endnu højere grad får udviklet bæredygtige løsninger, så vi kan nedsætte forurening og udledning af CO2. Derfor skal vi blive i sporet og være med til at sikre, at revisionen af bygningsreglementet og gennemgangen af alment teknisk fælleseje understøtter bæredygtige løsninger – bl.a. ved at åbne for renovering og transformation i langt større omfang og ved at kunne teste og introducere biogene materialer langt hurtigere.

Den nye internationale situation – hvor den grønne omstilling bliver presset – bør imidlertid også bruges til at kaste et kritisk blik på dele af den grønne omstilling. Der er for mange eksempler på, at lovgivning, der skal bane vej for omstillingen, bliver bureaukratisk og uoverskuelig. Der har ligeledes været for mange eksempler på, at politikere har satset på stort anlagte, men urealistiske projekter, hvor de har oversolgt de økonomiske perspektiver.

Kort sagt er der brug for større realisme. Vi hjælper ikke den grønne omstilling på vej, hvis den vikles ind i et bureaukrati, der spænder ben for virksomhederne, og den folkelige opbakning vil falde, hvis man ikke grundigt og kritisk analyserer de projekter, som staten vælger at gå ind i.

Der er ikke meget godt at sige om Trumps første meldinger i forhold til miljø, klima og energi. Men hvis han tvinger os andre til at gøre vejen til grøn omstilling kortere, enklere og mere realistisk, vil det dog være positivt.