Vigtigere end nogensinde at være på forkant med forandringer
Byggesektoren og arkitektbranchen befinder sig i en tid, hvor forandringer sker hurtigt. Det kræver et skarpt blik på de udfordringer, der opstår, når virksomhederne f.eks. skal foretage fusioner, opkøb, partneroptag eller generationsskifter.
”Det er enormt generøst, at flere arkitektvirksomheder har sagt ja til at dele deres mange erfaringer med fusioner, generationsskifte, opkøb og partneroptag, og at de tilmed har været så åbne om de udfordringer, de også har mødt undervejs - og som de har lært af.”
Sådan lyder ordene fra Mads Dyssel Engel, udvalgsleder for Fokusudvalg for forretningsudvikling i Danske Arkitektvirksomheder og partner i Nordic Office of Architecture. Han tilføjer, at åbenheden kan ses som et vidnesbyrd om en brancheforening og en arkitektbranche, som vil hinanden det bedste.
”Konkurrence er en del af vores hverdag, men ved siden af det er der også et udpræget ønske om, at hinanden skal lykkes og et ønske om, at der fortsat er stærke arkitektvirksomheder i Danmark,” siger han i et interview, vi publicerer i dag.
Det kan ikke udtrykkes bedre, og herfra skal også lyde en varm tak til ledere og partnere fra en række både små og store arkitektvirksomheder, der bidrager til vores spritnye publikation med titlen: ”Når forretningen ændrer sig”. Publikationen kan læses i digital form på vores hjemmeside, og den bærer undertitlen: ”En casesamling om fusioner, opkøb, partneroptag og generationsskifte i arkitektvirksomheder”.
Som ordene antyder, handler den nye publikation dermed om en række centrale udfordringer – eller skarpe hjørner – som mange arkitektvirksomheder møder, og som gerne skal rundes i god stil. Der skal helst ikke slås skår af virksomhederne undervejs. Tværtimod kan disse forandringsprocesser – når de lykkes – blive afsæt for fornyet udvikling.
"Disse forandringsprocesser kan – når de lykkes – blive afsæt for fornyet udvikling." Lars Storr-Hansen, adm. direktør, Danske Arkitektvirksomheder
Når der netop nu er ekstra god grund til at fokusere på de udfordringer, der er forbundet med at gennemføre fusioner, opkøb, partneroptag eller generationsskifter, hænger det sammen med, at byggesektoren og arkitektbranchen er under forandring på mange planer:
Det gælder i forhold til den overordnede udfordring med at være en stærk del af den grønne omstilling, som stiller krav til alle. Det handler om nye teknologier, som skal mestres. Men det handler også om, at mange arkitektvirksomheder organiserer sig på nye måder og i stigende grad inviterer andre fagligheder indenfor. Vi ser også, at flere og flere arkitektfirmaer arbejder sig ind på markederne i udlandet.
I lyset af disse udfordringer er det vigtigt at agere så proaktivt som muligt, så man i bedste fald møder udfordringerne på forkant – i stedet for at blive tvunget til at skulle finde løsninger under hårdt tidspres. I de bedste cases kan udfordringer, som måske i første omgang fremstår som truende, transformeres til nye muligheder for virksomhederne.
I den nye publikation beretter ledere og partnere om de processer, de har gennemlevet, så andre kan lære af dem. Vi hører om deres erfaringer på godt og ondt, og flere understreger igen og igen, at det netop er vigtigt at identificere udfordringerne og handle på dem. I god tid.
I publikationen fortæller Michael Christensen, stifter af Christensen & Co Arkitekter, om det generationsskifte, han selv har banet vej for: ”Det skal jo ske før eller siden. Og det er enormt vigtigt for mig, at det bliver før – og ikke siden. At generationsskiftet sker smertefrit og uden en gruppe kolleger og partnere, der står og tænker: så flyt dig dog – du står i vejen.”
Også Mads Dyssel Engel opfordrer til at starte overvejelserne i tide.
”Ud over det rent økonomiske aspekt i et partneroptag, et generationsskifte eller et opkøb, er det også vigtigt at italesætte de kulturer og værdier, man ønsker at bære videre i virksomheden. Det kræver tid, og det kræver samtaler, som til sidst skal munde ud i en velovervejet og nedfældet plan for den proces, der nu skal i gang,” siger han.
I virkeligheden kan flere af rådene sammenfattes i de få sætninger, som i generationer har været en ledestjerne for det danske verdensfirma, A.P. Møller-Mærsk, og som hed: ”Med rettidig omhu”.
Som alle ved, er den slags enkelt at sige, men langt sværere at efterleve i praksis, og derfor er det også så velgørende, at en række arkitektvirksomheder har slået dørene op og har invitereret os med ind i maskinrummet for at lære, hvad man bl.a. skal være opmærksom på, når skarpe hjørner skal rundes og nye muligheder forfølges.
Du kan finde publikationen "Når forandringen ændrer sig" her