Krav til forsikringsselskaber

Opdateret 13.02.25

Danske Arkitektvirksomheders medlemmer er forpligtet til at have løbende professionel ansvarsforsikring med fast definerede minimumsvilkår. Forsikringsselskaber, der ønsker at tegne disse forsikringer skal være godkendt af Danske Arkitektvirksomheder.

Alle medlemmer er forpligtet til at have en løbende professionel ansvarsforsikring med en dækningssum for ting- og formueskade på minimum 2,5 millioner kroner pr. år. Dækningen skal som minimum leve op til de krav, der er vedtaget af Danske Arkitektvirksomheders generalforsamling (”positivlisten”). Kravene/listen kan hentes herunder.

Danske Arkitektvirksomheder tilbyder en omfattende og fordelagtig professionel ansvarsforsikring i samarbejde med Marsh, der er forsikringsformidler, og forsikringsselskabet HDI, der er specialiseret i ansvarsforsikringer til tekniske rådgivere. Forsikringen i HDI lever op til de krav, der er vedtaget af Danske Arkitektvirksomheders generalforsamling (”positivlisten”) og har herudover en række yderligere dækningsforbedringer i forhold til den almindelige markedsstandard. Vær dog opmærksom på, at HDI leverer ansvarsforsikringer i mange forskellige udgaver, og at det kun er den, der kan tegnes som medlem af Danske Arkitektvirksomheder, som opfylder kravene. Den er trykt med Danske Arkitektvirksomheders logo. Øvrige forsikringer fra HDI er ikke godkendt.

Medlemsvirksomheder, der fravælger forsikring via Danske Arkitektvirksomheders samarbejdspartner, skal dokumentere, at Danske Arkitektvirksomheders minimumskrav til forsikringsdækning er overholdt, fx ved at indsende policekopi med de fulde forsikringsbetingelser på dansk eller et forsikringsbevis med tilsvarende oplysninger, så snart forsikringen er tegnet. Hvis forsikringsselskabet ikke er "godkendt" af Danske Arkitektvirksomheder, skal der samtidig indsendes dokumentation fra forsikringsselskabet på accept af minimumskrav (”positivliste”). Dette gøres ved at udfylde og underskrive nedenstående erklæring og positivliste.

Når et selskab er godkendt, vil også forsikringen være godkendt. Når Danske Arkitektvirksomheder har godkendt et selskab, behøver andre medlemmer, der ønsker at benytte det godkendte selskab, ikke at indsende selskabets erklæring igen, men alene dokumentation for, at forsikringen er tegnet på de rette vilkår (DANSKE ARK-vilkår).

Positivliste 2022 og accepterkæring