Publikation: Arkitektur med merværdi

Opdateret 28.12.18 |
Af:
Karen Sejr

Upcycle House af Lendager Group. Foto: Lendager Group. 

Pressemeddelelse: Danske Arkitektvirksomheder har samlet en række eksempler fra hele Danmark, der afspejler stort set alle de mange måder, hvor byggeriet er med til at skabe bedre rammer for vores liv.

Eksempelsamlingen "Arkitektur med merværdi" består af mere end 70 eksempler på arkitektur, der skaber merværdi – socialt, miljømæssigt og økonomisk. Vi har gjort meget ud af at samle dokumentation for projekternes effekter. Og de er overraskende markante.

Der er projekter der leverer værdi igennem bedre sundhed, produktivitet & læring. Byrum, sammenhængskraft, klima og ressourcer. Bygbarhed og økonomi. Der er boliger, arbejdspladser, byrum og institutioner. Store og små bygninger. Byrum og landskaber.

Nogle er prestigefyldte byggerier, andre er til et ganske lille budget, men langt de fleste eksempler er god hverdagsarkitektur, der gør en forskel for de mennesker, der færdes der. Arkitektur der skaber livskvalitet.

 

Arkitektur skaber værdi i flere dimensioner

Værdi kan forstås på mange måder. Grundlæggende handler det om, hvad man opfatter som godt eller meningsfuldt – det er værdi forstået etisk eller politisk, - men værdi kan også forstås mere instrumentelt.

I vores eksempelsamling har vi grupperet projekterne under en række temaer: Sammenhængskraft, Produktivitet & Læring, Klima, Økonomi, Byliv, Sundhed, Ressourcer og Bygbarhed. Og der kunne være flere. De gode eksempler leverer typisk værdi i flere dimensioner.

Arkitekturen spænder mellem det økonomiske, tekniske, sociale og det kunstneriske, og derfor kommer dokumentationen også fra ret forskellige kilder. I udvælgelsen af eksempler er der lagt vægt på at finde forskningsbaserede referencer, målinger, beregninger og statistikker, strukturerede kvalitative analyser, brugerundersøgelser og fagfællebedømmelser, som evidens for projekternes værdiskabelse. Hvert projekt bærer flere fortællinger, og ofte udtrykker brugernes eller bygherrens egne ord pointerne meget skarpt.

Danske arkitekter er internationalt anerkendte for deres arbejde, og bygger i hele verden. De anerkendes for det oplevelsesrige, funktionelle design, og for den sociale omhu de udviser for brugernes behov. Ved at samle de mange eksempler er vi blevet klogere på, hvad vi ved og ikke ved om byggeriets værdiskabelse. Det giver et bedre afsæt for at udvikle metoder, der skal hjælpe os med at træffe beslutninger fremover.

Læs om, og se hele eksempelsamlingen her
Arkitektur med merværdi - udvalgte eksempler