Professionel bestyrelse giver økonomisk overblik
PRAKSIS arkitekter har fra begyndelsen haft en professionel bestyrelse med personer uden for arkitektverden. Det giver struktur og overblik, fortæller indehaver Mette Tony.
PRAKSIS arkitekter har haft en bestyrelse, siden de blev etableret i 2006. I 2016 udvidede de bestyrelsen med én ekstra person, så virksomhedens bestyrelse i dag består af tre personer udover de to indehavere af PRAKSIS arkitekter Mette Tony og Mads Bjørn Hansen.
“Vi har personer udefra, som ikke er fra arkitektverden med i vores bestyrelse, fordi de bidrager med forskellige perspektiver. Vi har ønsket at have en bestyrelse for at blive dygtige på de områder, som vi ikke selv er uddannet til. Mads og jeg er uddannede arkitekter, men vi har ikke nogen virksomhedsuddannelse - og at være arkitekt og drive en virksomhed er to forskellige ting,” forklarer indehaver og arkitekt MAA Mette Tony.
“Vi får afdækket de blinde vinkler. Men jeg synes mest af alt, at vi har fået struktureret vores økonomiske årshjul på tegnestuen ved hjælp af en bestyrelse. Det er en måde for os at få et struktureret overblik og få kigget på, hvor vi er henne. Det synes vi i sig selv er rigtig sundt,” siger Mette Tony.
Økonomisk struktur og overblik
Med i bestyrelsen har PRAKSIS arkitekter en tidligere administrerende direktør, en jurist og en arkitekt fra en rådgivende ingeniørvirksomhed. På den måde kan tegnestuen trække på erfaringer fra flere fagområder, som tegnestuen er i berøring med.
“Vi får afdækket de blinde vinkler. Men jeg synes mest af alt, at vi har fået struktureret vores økonomiske årshjul på tegnestuen ved hjælp af en bestyrelse. Hvordan får vi gjort vores processer så enkle og sunde som muligt? Hvordan får vi de rigtige bankaftaler, hvor skal tegnestuen være budgetmæssigt og alle de her ting, der har økonomisk indvirkning på vores virksomhed. Det er en måde for os at få et struktureret overblik og få kigget på, hvor vi er henne. Det synes vi i sig selv er rigtig sundt,” siger Mette Tony.
Mette Tony vil gerne give anbefalingen om en bestyrelse videre til andre arkitektvirksomheder.
“Vores uddannelse som arkitekt er rigtig god, men vi bliver ikke uddannet i at drive virksomhed. Vi har rigtig god gavn af en bestyrelse, og vi er glade for det overblik, det giver os. En bestyrelse kan også forandre sig over en virksomheds levetid. Når man starter, har man måske brug for én ting og senere kan det være en anden form for sparring, man har brug for. Så vi har fundet dem, vi synes passer bedst til vores virksomhed,“ siger Mette Tony.