Udstilling: Arkitektur og design med merværdi

Opdateret 17.03.17 |
Af:
Karen Sejr

Foto: Dissing+Weitling

Danske arkitekter og designere er nogle af de bedste til at tænke miljø, brugervenlighed, sundhed og økonomi ind i deres byggerier og byrum. Fra midten af marts kan du komme lidt tættere på byggerierne, når vi sammen med Kunstakademiets Skoler for Arkitektur, Design og Konservering – KADK  udstiller ”Arkitektur og design med merværdi”.

Byggeriet udgør ca. 8% af bruttonationalproduktet og en betragtelig del af samfundets formue og ressourceforbrug. Der er ofte en række afledte effekter af at bygge i høj kvalitet i form af bedre sundhed, produktivitet og læring eller forbedret byliv. Merværdi kalder vi det.

Danske Arkitektvirksomheder har samlet en række eksempler på arkitektur der skaber merværdi – og hvor værdien kan dokumenteres og i mange tilfælde også værdisættes.

Eksemplerne kan ses på www.danskeark.dk og fra den 14. marts til og med den 28. april kan du også se et lille udpluk af projekterne i Industriens Hus, hvor vi sammen med KADK præsenterer udstillingen ”Arkitektur og design med merværdi”.

Fernisering den 22. marts

Onsdag den 22. marts kl. 17 holder vi fernisering, hvor du blandt andet kan møde rektor for KADK Lene Dammand Lund, formand i Danske Arkitektvirksomheder Kolja Nielsen, direktør i Danske Arkitektvirksomheder Lene Espersen, nyudklækkede arkitekter og designere samt repræsentanter for de deltagende arkitektvirksomheder.

Arkitektur og design der gør en forskel

KADK viser afgangsprojekter fra både arkitekt- og designstuderende, hvor omdrejningspunktet er bæredygtighed og samfundsværdi. Her er det morgendagens arkitekter og designere der kommer med deres bud på arkitektur og design, der kan gøre en forskel for samfundet og den enkelte.

Udstillingen viser 14 afgangsprojekter fra KADK hvor man bl.a. kan set et forslag til genanvendelse af en militærbase på Grønland, etablering af CO2-neutral busterminal i Amazonas og sanserum på museer for synshandicappede.

Danske Arkitektvirksomheder viser et lille udpluk af eksempler på arkitektur – realiserede byggerier – hvor man kan måle den værdi, der er skabt fx gennem antal flere besøgende, tilfredse medarbejdere, sparet tid og kroner, flere der kommer i uddannelse, dyrker motion, bliver hurtigere raske, eller man kan måle på opsamling af regnvand, forbruget af energi eller udledningen af CO2.

Danske Arkitektvirksomheders del af udstillingen består af modeller, film mm. Du kan bl.a. kan kigge nærmere på arkitekturmodeller af Skolen i Sydhavnen af JJW Arkitekter, Psykiatrisk Afdeling Aabenraa af White Arkitekter, Cykelslangen af Dissing+Weitling Architects, DTU Compute af Christensen & Co, Moesgaard Museum af Henning Larsen Architects, SEB Bank af Lundgaard & Tranberg Arkitekter, Lindevangsparken af Marianne Levinsen Landskab og FN Byen af 3XN.

Om udstillingen - Arkitektur med merværdi