Demokrati: Breve til Folketinget
Et nyt initiativ inviterer arkitekter til at skrive et brev til et medlem af Folketinget – og dermed dele visioner og viden, som kan spille en vigtig rolle for de politiske beslutninger, der driver fremtidens udvikling af bygninger og byer.
Rollen er ikke uvant. Gennem historien har arkitekter beskæftiget sig med økonomiske, politiske og kulturelle magtstrukturer. Med globaliseringen og homogeniseringen af den moderne by bliver det endnu vigtigere, at arkitektens viden om vores fysiske miljø bidrager til den politiske arena.
Breve til Folketinget er baseret på Letters to the Mayor, et projekt iværksat af Storefront for Art and Architecture i New York i 2014. Letters to the Mayor har været gennemført i mere end en halv snes byer verden over. Denne variation af projektet, Breve til Folketinget, er udviklet i samarbejde med Arkitektskolen Aarhus og RISING Architecture.
Brevene bliver samlet til et idekatalog og overrakt til en repræsentant fra Folketinget i juni.
Udstilling og debat med udgangspunkt i brevene
Samtidig bliver brevene samlet i udstillingen ”Breve til Folketinget” som åbner den 11. september i forbindelse med RISING Architecture Week i Aarhus. Åbningen ledsages af en offentlig debat på Arkitektskolen Aarhus. Fundamentet for debatten er brevenes indhold. I dialogen deltager brevskriverne, arkitektstuderende, repræsentanter for arkitekterhvervet, forskellige organisationer og medlemmer af det danske Folketing, herunder Ole Birk Olesen, transport-, bygnings- og boligminister.
Måske har du allerede modtaget en invitation til at skrive et brev. Eller måske har du lyst til at deltage i initiativet og skrive et. I så fald skal du blot sende en mail til: letters@risingarchitecture.dk senest d. 1. juni 2017.
Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte Anne Mette Boye fra Arkitektskolen Aarhus på amb@aarch.dk