.

Bred politisk forståelse for bæredygtigt byggeri

Opdateret 08.06.17 |
Af:
Karen Sejr

Regeringens Advisory Board for cirkulær økonomi har fremlagt 27 anbefalinger, der skal gøre dansk erhvervsliv førende inden for cirkulær økonomi. Anbefalingerne går bl.a. på etableringen af et cirkulært bygningsreglement, som fra 2020 stiller et oplysningskrav på alle nybyggerier, som blandt andet skal indeholde informationer om materialeindhold og mængden af det genbrugte.

Advisory Board for cirkulær økonomi har onsdag den 7. juni afleveret 27 anbefalinger til regeringen, som sigter mod, at Danmark opnår en mere cirkulær økonomi, hvor nye grønne forretningsmodeller og et reduceret ressourceforbrug skal styrke virksomhedernes konkurrenceevne til gavn for væksten i Danmark.

Arbejdet med de 27 anbefalinger har stået på siden oktober 2016, og med i udvalget har blandt andet været Kasper Guldager Jensen, der er partner i 3XN og CEO hos GXN.

Udvalget anbefaler blandt andet, at der skal oprettes et cirkulært bygningsreglement, som fra 2020 stiller et oplysningskrav på alle nybyggerier, som blandt andet skal indeholde informationer om materialeindhold og mængden af det genbrugte. En anden af udvalgets anbefalinger går på, at der skal udvikles standardiserede bygnings- og produktpas, således at den reelle sammensætning af materialer og stoffer er frit tilgængelige digitalt for alle. 

"Vi har nu den fantastiske situation, at der er bred politisk enighed om og forståelse for de grundlæggende aspekter i bæredygtigt byggeri. Det er noget, vi har arbejdet længe og fokuseret med i Danske Arkitektvirksomheder," Peter Andreas Sattrup, chefkonsulent for bæredygtighed

Danske Arkitektvirksomheder mener, at regeringens fokus på cirkulær økonomi er et kæmpe plus for branchen og også vores medlemmer, der i rigtig mange tilfælde er skolede i at tænke bæredygtighed, ressourceforbrug og cirkulære processer ind i design af såvel bygninger som landskaber. Peter Andreas Sattrup, chefkonsulent for bæredygtighed uddyber:

"Vi har nu den fantastiske situation, at der er bred politisk enighed om og forståelse for de grundlæggende aspekter i bæredygtigt byggeri. Det er noget vi har arbejdet længe og fokuseret med i Danske Arkitektvirksomheder."

Vi ser frem til at anbefalingerne udmønter sig i handling og vil støtte op om initiativer der kan omsætte anbefalinger til reel handling.

Anbefalingerne er udarbejdet inden for seks forskellige emner blandt andet design og produktion og bygge- og anlægssektoren.

Læs anbefalingerne her