Foto: Kronløbshuset af Mangor & Nagel
Kronløbshuset er opført i kajkanten i Aarhusgadekvarteret i Københavns nye bæredygtige bydel i Nordhavn.

Vi skal ikke revolutionere, men give arkitekterne flyvehøjde

Opdateret 04.07.17 |
Af:
Mia Winther-Queen

Foto: Torben Jersøe

Mangor & Nagels intensive arbejde med at fastlægge virksomhedens strategi og vision, har styrket kulturen og underbygger tegnestuens kreative platform. 

"Vores nye vision skal ikke revolutionere vores virksomhed. Vi starter ikke forfra med Mangor & Nagel, men det er vigtigt, at vi får et fælles sprog i virksomheden om det, vi synes, er vigtigt i vores arbejde. Det handler om, at vi skal fokusere på dét, vi er gode til og blive endnu bedre," siger Bente Andersen. 

Bente Andersen blev administrerende direktør i Mangor & Nagel i 2016, og hendes opgave er at videreudvikle virksomheden og dermed styrke forretningen. 

"Vi er til at tale med. Den arkitektur, vi skaber bliver til i et inspirerende samarbejde med vores kunder. Det er vores evne til at lytte, sætte os ind i de forskellige behov og omsætte det til meningsfyldt arkitektur, der gør brugerne rigtig glade," siger Bente Andersen og fortsætter: 

”Vi har valgt at kalde det Inspirerende Samskabelse.”

"For mig handler det om at skabe en stærk virksomhed, der komplementerer arkitekternes arbejde. Vi kan være mere kreative, fordi vi har styr på vores økonomi og arbejdsgange." Bente Andersen, direktør, Mangor & Nagel

Styrker virksomhedens identitet

En konsulent, 50 interviews, lange arbejdsdage og et fælles fagseminar for samtlige 85 medarbejdere i virksomheden. Det er lidt af det arbejde, der ligger bag. Det handler om at skabe en fælles forståelse for og opfattelse af virksomhedens kultur, arbejdsmetoder og mål. Det kan en samlet vision hjælpe med.

"Kulturen hos Mangor & Nagel har udviklet sig på grund af de mennesker, der har været og er her i dag. Det er det vores vision og strategi skal bygge videre på," siger Bente Andersen. 

Alle medarbejdere har i større eller mindre grad været med til at arbejde med strategien og visionen. Hele virksomheden var for nylig samlet på et fagseminar, hvor de blev præsenteret for resultatet af processen, som blev vendt og drejet blandt medarbejderne. 

"Seminaret handlede meget om fællesskabet. En vision og en strategi læser folk måske ikke, når det bare står på en hjemmeside, men det er noget andet, hvis man som medarbejder kan mærke og forstå den. Det handler om, at alle skal kunne se sig selv i strategien. Det giver sammenhold, når vi har en fælles retning og forståelse af, hvor vi kommer fra, og hvor vi gerne vil hen," siger Bente Andersen.

Større kreativt råderum

Bente Andersen har sammen med kollegaerne udviklet og forenklet processerne i virksomheden, så arbejdsgange er lettere og mere strukturerede. Det lyder måske ikke ligeså sexet som at skitsere, tegne og designe. Men det er ekstremt vigtigt, mener Bente Andersen. 

"For mig handler det om at skabe en stærk virksomhed, der komplementerer arkitekternes arbejde. Kreative fag som arkitektbranchen skal også tænke på økonomien. Vi kan være mere kreative, fordi vi har styr på vores økonomi og arbejdsgange. Det giver frihed, og det, synes jeg, er vigtigt, at vi husker at indarbejde i vores virksomheder i branchen," siger Bente Andersen.

En sund økonomi i en arkitektvirksomhed giver mere plads til kreativiteten. 

"Mangor & Nagels forbedrede økonomi betyder plads til flere kreative satsninger. Der bliver for eksempel taget et par chancer i konkurrencer, som vi normalt ville have valgt fra. Det giver arkitekterne flyvehøjde og gode muligheder for at udfordre sig selv og kunden."