Strategisk samarbejde kan også udvikle arkitekturen
Det mener Uffe Bay-Smidt, partner i KANT arkitekter, der er en del af dét team, der vandt Københavns Kommunes store udbud om udbygning og renovering af kommunens skoler og institutioner over de næste fire år. Strategisk samarbejde, innovativ arkitektur og bæredygtig økonomi kan nemlig godt hænge sammen.
Københavns Kommune havde sidste år udlagt to store udbudsopgaver i såkaldte strategiske partnerskaber. Det største udbud på børne- og ungeområdet beløber sig til opgaver for op mod 2,3 milliarder kroner. Teamet, der vandt den opgave er TRUST, der blandt andet består af entreprenørvirksomheden Enemærke & Petersen med arkitektfirmaerne KANT arkitekter, Nøhr & Sigsgaard, GHB Landskabsarkitekter og Dominia og Norconsult som ingeniører.
Københavns Kommunes beslutning om at udbyde så stor en del af opgaverne i kommunen på én gang har fået en del kritik med på vejen. Også af Danske Arkitektvirksomheder. Kritikken har blandt andet drejet sig om, at denne samarbejdsform vil ensrette arkitekturen og sætte en stopklods for den innovation, som har gjort dansk velfærdsarkitektur så kendt i hele verden.
Men – der kan godt være både økonomiske og arkitektoniske gevinster ved et strategisk partnerskab, fastslår Uffe Bay-Smidt, partner i KANT arkitekter og ressourcechef i det nyetablerede kontor på Nørrebro, hvor teamet bag partnerskabet TRUST har til huse.
“Københavns Kommune har i gennemsnit haft et rådgiver- eller entrepriseudbud hver arbejdsdag i de senest år. Arkitekterne er ofte totalrådgivere på disse byggeopgaver, og det betyder et kæmpe tab på akkvisitionsomkostninger, både for kommunen og arkitektvirksomheden. Det kan et samarbejde som TRUST afhjælpe. Det er vigtigt at huske på, at det langt fra er alle projekter, der egner sig til den her slags partnerskaber, men der hvor det kan betale sig er blandt andet, når man har en lang række opgaver, der ligner hinanden, eller hvor brugergrænsefladen er meget kompleks,” siger Uffe Bay-Smidt.
Brugerne med fra starten
En kompleks brugergrænseflade betyder ifølge Uffe Bay-Smidt blandt andet, at opgaven er svær at udbyde i traditionel forstand, fordi det ofte betyder, at projektet alligevel skal laves om efter konkurrencen, når brugerne er blevet involveret.
"Vi sidder lige nu med 18 projekter i TRUST, og det er alle opgaver med en kompleks brugerflade. Vi har mulighed for at involvere brugerne tidligt i forløbet, så de er med til at forme projektet fra starten. Jeg er heller ikke bange for, at arkitekturen bliver for ensformig. Alle projekterne er forskellige i sin kontekst, og når der er forskellige behov hos brugerne, så bliver arkitekturen også forskellig fra projekt til projekt. Vi bruger de samme redskaber til projekterne, hvilket er en fordel både tidsmæssigt og økonomisk, men der er stadigvæk de ukendte faktorer, som brugerne eller stedets behov, som gør, at vi er nødt til at tænke anderledes hver gang," siger Uffe Bay-Smidt.
Som endnu et led i at udvikle arkitekturen og skabe de bedste projekter har TRUST etableret en gren af organisationen, de kalder rugekassen. Her bliver specalister eller f.eks. nyetablerede arkitektvirksomheder inviteret med i samarbejdet. De kommer med friske øjne og innovative ideer til de projekter, som TRUST sidder med.
Styrker brugeroplevelsen og samarbejdet
Når KANT arkitekter sidder sammen med entreprenørvirksomheden Enemærke & Petersen, og der lidt længere nede af gangen i kontorlokalerne på Nørrebro sidder repræsentanter fra Københavns Kommune, så har det fordele både for det interne samarbejde, men også for de involverede brugere.
"Der er ikke brug for en bygherrerådgiver til at lave indledende brugerinvolvering og definerer opgaven med henblik på et udbud. I TRUST er vi med fra de indledende tanker i tæt samarbejde med kommunen og samarbejdet er optimeret, fordi vi sidder sammen. Brugerne og Københavns Kommune oplever ikke et rådgiverskift, og de kan derfor opleve det som en helhed, når de skal i kontakt med os," siger Uffe Bay-Smidt.
For de enkelte virksomheder i samarbejdet betyder det at sidde under samme tag færre arbejdsgange.
"Helt konkret så sender vi langt færre mails. Når vi sidder i samme kontor, undgår vi fejl eller misforståelser, som kan opstå, når man sender mails om komplekse emner til f.eks. en entreprenør. Her kan vi hurtigt afklare situationen med hinanden, og det betyder, at arbejdet glider meget lettere og en optimering for alle parter."
"Kort og godt kan man sige, at vi selvfølgelig er tvunget til at yde vores bedste, selvom vi har indgået samarbejdet med Københavns Kommune. Hvis samarbejdet ikke virker, så vil kommunen ikke bruge rammeaftalen." Uffe Bay-Smidt, ressourcechef i TRUST og partner i KANT arkitekter
TRUST er en stor chance
Selvom den samlede byggesum på 2,3 milliarder potentielt set er stor, så er teamet bag TRUST ikke garanteret et bestemt antal projekter.
"Kort og godt kan man sige, at vi selvfølgelig er tvunget til at yde vores bedste, selvom vi har indgået samarbejdet med Københavns Kommune. Vi er ikke blevet lovet et bestemt antal opgaver på forhånd, og det betyder, at vi til stadighed skal arbejde for, at samarbejdet er en god forretning for Københavns Kommune. Hvis samarbejdet ikke virker, så vil kommunen ikke bruge rammeaftalen," siger Uffe Bay-Smidt.
Han understreger også, at virksomhederne i TRUST alle skal være 100 % dedikeret i samarbejdet. Det betyder for KANT arkitekter, at arkitektvirksomheden foruden partner Uffe Bay-Smidt og en række andre medarbejdere har placeret deres stærke kompetencer som bæredygtighedsledere og BIM-managere som faste medarbejdere i TRUST i de fire år kontrakten med Københavns Kommune gælder.
"Vi skal som virksomhed i det her samarbejde give lidt af os selv. Vi er nødt til at sætte nogle af vores stærkeste kompetencer ind for at løse opgaverne, og alle har noget på spil," siger Uffe Bay-Smidt.
Uffe Bay-Smidt understreger også, at fordi det strategiske samarbejde fungerer i Københavns Kommune på børne- og ungeområdet, så betyder det ikke nødvendigvis, at det kan fungere i andre kommuner med andre opgaver.
"Københavns Kommune og virksomhederne samlet i TRUST har en stor og ensartet portefølje. Det er det, der er omdrejningspunktet her. Jeg tror ikke nødvendigvis, at et strategisk samarbejde er lykken for alle andre kommuner. Et anderledes samarbejde som det her skal etableres i forhold til den enkelte kommune og de behov, der er. Men jeg synes derimod, at vi som samfund og branche er forpligtet til at kigge på nye samarbejdsformer, fordi det kan have fordele både økonomisk og udviklingsmæssigt for kommuner såvel som arkitektvirksomheder," siger Uffe Bay-Smidt, der også påpeger, at koncentreret viden skaber en højt specialiseret kompetenceplatform for innovative løsninger, der kan være med til at sikre den arkitektoniske og pædagogiske udvikling
Danske Arkitektvirksomheder afviser ikke, at modellen kan have fordele på det økonomiske område og især, når det gælder samarbejdet og kommunikationen mellem de involverede parter. Men der er også nogle ret afgørende begrænsninger, der gør at vi langt fra ser det som den eneste måde at håndtere kommuners udbud på.
Der er en stor konkurrencemæssig risiko der handler om, at hvis man koncentrerer viden og opgaveportefølje hos ganske få rådgivere, så betyder det på sigt, at konkurrencen svækkes, og at kommunen får færre at vælge mellem med erfaring inden for det pågældende område. Og som Uffe Bay-Smidt selv er inde på så forudsætter modellens succes en stor og ensartet bygningsportefølje - i et omfang som kun København og ganske få andre offentlige bygherrer kan leve op til.