Foto af partnergruppen
FRIIS & MOLTKEs nye ejerkreds: Øverst f.v. Palle Hurwitz, Mogens Husted Kristensen, Jens Ole Bahr, Thomas Svendsen og Anders Christian Bregnballe. Nederst f.v. Thomas Ruus Christensen, Mikkel Wienberg og Mikkel Bahr.

Friis & Moltke udvider partnerkredsen

Opdateret 16.08.17 |
Af:
Karen Sejr

Foto: Martin Gravgaard

FRIIS & MOLTKE Architects styrker partnerkredsen med kreativ chef Thomas Ruus Christensen, forretningsudviklingschef Anders Christian Bregnballe og projekteringschef Thomas Hjortlund Svendsen.

Der har de seneste år været fart over udviklingen i FRIIS & MOLTKE med stor tilgang af opgaver og en stærk og engageret medarbejderstab, som brænder for at udvikle og designe værdiskabende byggerier.

I naturlig takt med udviklingen er partnerkredsen hen over sommeren udvidet med tre nye partnere - kreativ chef Thomas Ruus Christensen, forretningsudviklingschef Anders Christian Bregnballe samt projekteringschef Thomas Hjortlund Svendsen. De har hver især stor faglig indsigt, væsentlig erfaring og viden inden for tegnestuens kernekompetencer. Deres faglighed vil, sammen med deres dybe engagement, styrke tegnestuens profil og bidrage betydeligt til at accelerere den igangværende stærke udvikling af FRIIS & MOLTKE.

I forbindelse med optagelsen af de nye partnere går Niels Erik Thomsen på pension for at nyde et velfortjent otium efter 32 år hos FRIIS & MOLTKE - heraf de 23 år som partner. Martin Wienberg udtræder også af FRIIS & MOLTKEs ejerkreds.

Den samlede ejerkreds består fremover af Palle Hurwitz (direktør og tegnestuechef i Aalborg), Mogens Husted Kristensen (tegnestuechef i Aarhus), Jens Ole Bahr (administrerende direktør), Thomas Svendsen (projekteringschef), Anders Christian Bregnballe (forretningsudviklingschef), Thomas Ruus Christensen (kreativ chef), Mikkel Wienberg (kreativ chef) og Mikkel Bahr (designchef).