Ny vejledning skal sikre bedre projektkonkurrencer

Opdateret 08.11.17 |
Af:
Karen Sejr

Danske Arkitektvirksomheder og Arkitektforeningen barsler i begyndelsen af 2018 med en vejledning til bedre projektkonkurrencer. Få et sneak peek og vær med, når vi sammen med Aarhus Kommune indbyder til åben debat om konkurrencer og arkitektonisk kvalitet den 30. november i Aarhus.

Arkitekter elsker konkurrencer. Men mange arkitekter oplever også store udfordringer i forbindelse med udbud og konkurrencer som fx. ingen sammenhæng mellem honorar og krav til materialeomfang, store transaktionsomkostninger på begge sider af bordet, dokumentationskrav om at have bygget noget tilsvarende indenfor de seneste tre år.

Samtidig har bygherrerne brug for større budgetsikkerhed.

Derfor har Danske Arkitektvirksomheder og Arkitektforeningen det sidste års tid arbejdet på en vejledning til bedre projektkonkurrencer, hvor formålet er at mindske ressourceforbruget i konkurrence-fasen, og i stedet fokusere på værdiskabelse og budgetsikkerhed i kontraktfasen. Arbejdet med vejledningen har involveret både rådgivere og bygherrer.

Sæt kryds i kalenderen

Vi præsenterer en foreløbig vejledning på Aarhus Kommunes konference "Gentænk projektkonkurrencen" torsdag den 30. november i Aarhus, og inviterer derfor medlemmer og bygherrer til debat om, hvordan vi sikrer arkitektonisk kvalitet gennem projektkonkurrencer, parallelopdrag eller andre konkurrenceformer.

Her kan du få det allerførste sneak peek på vejledningen og desuden møde en række bygherrer og arkitektvirksomheder – og ikke mindst give dit besyv med til, hvad der skaber arkitektonisk kvalitet – uden at dræne virksomhederne.

Se invitation og det fulde program nedenunder.

Invitation til konference