Illustration af WERK's Creative Blocks - vinderprojekt til Hamburgs Hafencity
Danske arkitektvirksomheder markerer sig i disse år stærkt på den internationale scene. Her er det WERK’s vinderforslag ”Creative Blocks”- en boligbebyggelse i Hamburgs Hafencity.

Danske arkitekter står stærkt i Norden

Opdateret 09.01.18 |
Af:
Karen Sejr

Illustration: WERK

Danske arkitektvirksomheder har en øget omsætning i udlandet med 96 mio. DKK og optager samtidig fire pladser på top-10-listen over de 100 største arkitektvirksomheder i Norden, viser en ny analyse af den nordiske ingeniør- og arkitektbranche.

”The need for engineering and architectural expertise is greater than ever. This could be a summary of both 2015 and 2016, but in 2017 it is truer than ever”.

Det fastslår rapporten ”Sector Review”, der er en undersøgelse og status over de nordiske ingeniør- og arkitektvirksomheders nøgletal for 2016 og 2017.

Ikke blot er de danske arkitektvirksomheders omsætning i udlandet øget med 96 mio. DKK. Fire danske arkitektvirksomheder figurerer også blandt de 10 største arkitektvirksomheder i Norden. Det gælder Arkitema, BIG - Bjarke Ingels Group, C.F. Møller og Henning Larsen Architects.

Arkitektvirksomheders soliditetsgrad er rekordhøj

Den danske arkitektindustri og Danske Arkitektvirksomheders medlemmers omsætning er vokset fra 4,4 mia. til 4,7 mia. Virksomhedernes soliditetsgrad (efter udbetaling af udbytte) er steget til 26,2 %, hvilket betyder, at større kapital bliver i virksomhederne. ”Dette er rekordhøjt og en klog disponering”, siger Lars Emil Kragh, forretningsudviklingschef hos Danske Arkitektvirksomheder og uddyber:

”Virksomhederne er med en højere soliditetsgrad bedre rustet overfor uforudsete udfordringer som "dårlige opgaver", mindre salg osv., og gør vores medlemmer mere modstandsdygtige overfor tab”.

Stigende beskæftigelse

Den opadgående kurve ses også på antallet af ansatte hos Danske Arkitektvirksomheders medlemmer, der fra 2015 til 2016 er vokset med 400 medarbejdere og som betyder, at arkitektbranchen i Danmark samlet set nu beskæftiger henved 5.400 personer.

Den stigende beskæftigelse og en positiv konjunkturudvikling gør, at behovet for arkitektvirksomhedernes ekspertise er større end nogensinde. Der er da også meget positive forventninger til tallene for 2017, som vi dog først har i løbet af første halvdel af 2018.

Læs hele rapporten "Sector Review" herunder.

Sector Review 2017