Foto: Ledelsen hos GPP
De fire partnere hos GPP Arkitekter har med ansættelsen af Ulla Kjærvang haft fokus på at udvikle virksomhedens forretning. Fra venstre partnerne: Hans-Jørn B. Paulsen, Niels Haugaard, Søren Madsen, adm. direktør Ulla Kjærvang og Carsten Gjørtz.

GPP Arkitekter har kunden i centrum

Opdateret 13.06.18 |
Af:
Mia Winther-Queen

Foto: GPP Arkitekter

Alle projekter handler om at skabe merværdi for kunden. Men hos GPP Arkitekter har de en ambition om at øge værdiskabelsen yderligere i alle deres projekter. Det er den proces arkitektvirksomhedens nye direktør, Ulla Kjærvang, skal sætte igang hos virksomheden. 

Ulla Kjærvang, der er ny direktør i GPP Arkitekter, har før arbejdet med at øge værdiskabelsen i projekterne gennem en helhedsorienteret rådgivning med kunden i centrum. Hun har senest siddet som Vice President i COWI og tidligere som direktør hos Bascon, og det er på det grundlag, at hun nu er ansat hos GPP Arkitekter som administrerende direktør. 

Hun skal løfte en strategi, der skal videreudvikle virksomhedens evne til at sætte kunden i centrum, og dermed give virksomhedens medarbejdere en større forståelse for hele kundens forretning. Ifølge Ulla Kjærvang er det hos kunden svarene skal findes, når GPP sætter ind på at skærpe processer og forretningsmodeller i designfasen.  

”Vi er optaget af at forfine vores evner til realisering af arkitektoniske kvalitet. Det kan vi kun ved at sætte kunden i centrum og se på vores forretningsmodeller og processer. Det handler om at finde ud af, hvor i designprocessen du skal holde fast, og hvor skal du være rummelig. På den måde foregår der en vigtig orkestrering mellem strategisk forretningsforståelse og arkitektur gennem hele processen, som vi skal zoome ind på.” siger Ulla Kjærvang. 

“Når vi taler om at sætte kunden i centrum, så handler det bl.a. om, at finde ind til de vigtigste og mest relevante spørgsmål i de tidlige faser, så bygherren bliver helt klar på, hvad det er, vi skal opnå med projektet, og hvorfor vi sætter projektet i gang." Adm. direktør, Ulla Kjærvang, GPP Arkitekter

Fokus på de tidlige faser

GPP Arkitekter er inde i en udvikling, hvor forretningen og kundegrundlaget vokser. Virksomhedens projekter fordeler sig over det meste af Danmark. Ligesom der er stor geografisk spredning, er der også en bredde på typerne af bygherrer og byggerier. Det er både et tegn på vækst generelt i landet, når arkitekterne har nok at give sig til, men det er selvfølgelig også et tegn på at GPP Arkitekter er på rette vej, hvad angår arkitekturen og virksomhedens strategi, fortæller Ulla Kjærvang. 

”Vi har et stærkt hold og som tegnestue er vores mål at udvikle værdiskabende arkitektur med kunden i centrum. Vores høje faglighed skal vi fortsætte med at udvikle og forfine. Vi tror, at der er et uforløst potentiale ved at se på de tidlige faser. Det er her, at de vigtigste beslutninger træffes, som har direkte indflydelse på værdiløftet i det færdige projekt. Det bliver et af de steder i designfasen, hvor vi skal udvikle forretningen,” siger Ulla Kjærvang, GPP Arkitekter.

Og netop at forstå bygherren og fra starten skabe den rette retning på projekterne, skal skabe bedre arkitektur. 

“Når vi taler om at sætte kunden i centrum, så handler det bl.a. om, at finde ind til de vigtigste og mest relevante spørgsmål i de tidlige faser, så bygherren bliver helt klar på, hvad det er vi skal opnå med projektet, og hvorfor vi sætter projektet i gang. Vi skal vente lidt med at gå direkte til løsningsfasen. Den rette forventningsafstemning er helt afgørende i denne del af fasen, og det kræver en helhedsorienteret tilgang til processen fra start med et strategisk mindset, for at afdække de vigtigste parametre,” siger Ulla Kjærvang.

En langsigtet strategi

GPP Arkitekter har hele tiden haft fokus på at lytte til kunden, og medarbejderne har allerede fokus på kunden og på at hjælpe dem, så de rette løsninger bliver fundet og rigtige beslutninger bliver taget. For virksomheden handler det nu om at videreudvikle deres forretning på netop de punkter, som de allerede er gode til. 

“Det handler om at bevidstgøre noget af det, vi gør rigtigt godt og udvikle derfra. Når først vi er bevidste om de metoder og processer, hvor vi formår at sætte kunden i centrum og får realiseret arkitektonisk kvalitet, så kan vi omdanne dem til reelle nye forretningsmodeller. Det er vores mål at kunne standardisere de processer og services som skaber ekstra værdiskabelse hos kunden i fremtiden, og vi vil bl.a. se på anvendelsen af nye digitaliseringsmuligheder - et område, hvor vi allerede er godt med.” Siger Ulla Kjærvang.

Men at sætte en ambitiøs strategi i søen er en længere proces, og derfor er Ulla Kjærvang også klar over, at det bliver en langsigtet udviklingsproces som GPP arkitekter nu skal i gang med. Det at arbejde med adfærd, procesdesigns og arbejdsmetoder tager tid. Ændringer i adfærd sker ikke over natten. 

“Det er en langsigtet strategi, vi har fokus på, og vi har tålmodigheden til at arbejde med strategien over lang tid med fokus på kvalitet. De første skridt vi står overfor lige nu, er en intern analyse af GPP, hvor vi anvender den kendte SWOT-analyse. Derefter skal vi afsøge markedets udvikling både i ind- og udland, og vi skal ud og interviewe kunderne. Strategisk ledelse handler om tålmodighed og at holde fast i den retning vi har valgt - og ikke mindst undervejs at blive bekræftet i, at vi gør det rigtige,” siger Ulla Kjærvang.