INVITATION: Genstart af ekspertgrupper - gør din viden gældende
Vi ønsker at skabe en tættere forbindelse mellem de overordnede strategiske indsatser, arbejdet i fokusudvalgene og det konkrete arbejde hos jer medlemmer – og har brug for jeres ekspertviden.
Torsdag den 27. september inviterer vi alle vores medlemmer til at være med til at genstarte arbejdet i vores ekspertgrupper. Danske Arkitektvirksomheders nye strategi 2018-2022 har tre strategiske hovedområder: Synlig værdi, Stærk forretning og Alliancer.
Alle tre områder har forskellige projekter og indsatser, der arbejdes med i sekretariatet, bestyrelsen og i fokusudvalgene. Her er et lille udvalg af temaer og projekter, der allerede er i gang eller hvor vi ønsker der formuleres projekter, gå-hjem-møder, vejledninger m.m.:
- Projektkonkurrencer (Færre transaktionsomkostninger og mere fokus på ”hovedgreb”)
- Ydelsesbeskrivelser (I forlængelse af det nye ABR18 og den nye ydelsesbeskrivelse for byggeri og landskab skal de øvrige ydelsesbeskrivelser revideres)
- FN’s 17 mål (Kan Danske Arkitektvirksomheder understøtte medlemmernes brug af de 17 Verdensmål – strategisk og praktisk- og hvordan gør vi det?)
- Arkitekturpolitik (Vi ønsker at flere kommuner får en decideret arkitekturpolitik – vil du være med til at arbejde for det?)
- Sammenhold i arkitektbranchen (Kan vi udarbejde nogle etiske retningslinjer, som fremmer samarbejdet på tværs?)
- Værktøjskasse (Hvilke fælles metoder og redskaber kan bruges til at dokumentere værdi?)
- Digitalisering (Er der særlige områder hvor arkitektbranchen med fordel kan introducere nye digitale løsninger?)
- DGNB (Hvordan kan vi holde fokus på bæredygtighed og integrere det alment?)
- Internationalisering (Hvilken historie kan vi fortælle om danske arkitektvirksomheder og hvordan får vi bedst hjælp til at erobre nye markeder?)
- Nye forretningsområder (Værdikæden er under opbrud – er der særlige områder som kan udvikles og gøres lukrative?)
- Opkøb/fremtid (Hvordan sikrer vi, at branchen bevarer sin egenart og bliver endnu mere attraktiv?)
For at kunne tale med den højeste faglighed og indsigt, har vi brug for jeres ekspertviden. Jo mere viden vi kan få ind i vores udspil og forslag, desto større gennemslagskraft vil vi få.
På mødet præsenterer vi jer for de projekter og ideer, fokusudvalgene allerede arbejder med eller har i pipelinen – og hvor I har mulighed for at tilmelde jer en arbejdsgruppe og/eller en ekspertgruppe alt efter, hvor I har lyst til at lægge jeres engagement eller har en primær interesse.
I kan også møde hele vores bestyrelse og formændene for vores fokusudvalg. Herudover får I en præsentation af den Værktøjskasse, vi er ved at lægge sidste hånd på, som I skal kunne bruge i virksomhederne til at dokumentere arkitekturens merværdi.
Du må naturligvis meget gerne tage en kollega der måtte være interesseret i et af emnerne med.
Byd ind med det I hver især brænder for – vi har brug for jeres ekspertviden!