Billede af formand for Danske Arkitektvirksomheder, Katja Viltoft fra JJW Arkitekter
Danske Arkitektvirksomheders bestyrelsesformand Katja Viltoft fra JJW Arkitekter byder 2019 velkommen med en opfordring til at blive bedre til at dokumentere værdien af arkitekturen og til - i en travl hverdag - at være innovative og nytænkende.

Formanden byder 2019 hjertelig velkommen!

Opdateret 09.01.19 |
Af:
Katja Viltoft

Foto: Abdelah Ihadian

"Der er mange nye typer ydelser, som arkitektvirksomheder kan gribe, men har vi ligeså meget mod og innovationskraft, når vi tænker forretning, som når vi tegner projekter?" Katja Viltoft, bestyrelsesformand i Danske Arkitektvirksomheder, sparker det nye år i gang med en række opfordringer og løfter også slører for nogle de projekter, vi sætter i søen i løbet af 2019.

Velkommen til 2019. Et nyt år er startet for hver af de danske arkitektvirksomheder og for os alle sammen. Hvad byder det på af arkitektoniske visioner, spændende projekter, forretningsmuligheder, juristeri og nye samarbejder?

Løft blikket

2019 kommer for alvor til at have klima, bæredygtighed og FN's verdensmål på lystavlen. En langsigtet og holistisk agenda, som altid har været en helt grundlæggende del af arkitektvirksomhedernes DNA. Fordi vi planlægger byggerier der skal stå i 100 år, og fordi det er helt essentielt for os at designe og skabe projekter, så der både tages hånd om mennesker, miljø og økonomi.

Men får vi fortalt vores omverden om den værdi, vores projekter skaber? 2019, håber jeg, bliver året hvor alle danske arkitektvirksomheder kommer i gang med at dokumentere deres projekters værdiskabelse. Det bliver et år, hvor eksempelsamlingen Arkitektur med merværdi får mange nye projekter, der dokumenterer hvordan de skaber social, miljømæssig eller økonomisk værdi.

Start med at løfte blikket fra bebyggelsesprocenten og ventilationsskakterne og snak med din bygherre og dine interessenter. Hvad er værdiskabende for bygherren, for brugerne, for investorerne, for samfundet? Er det mindre sygefravær på kontoret eller bedre indlæring i skolen? Er det mindre CO2-aftryk, eller flere cyklister i byen? Og hvordan kan det pågældende projekt være med til at løfte den dagsorden? Med Danske Arkitektvirksomheders nye publikation og værktøjskasse, Arkitekt - dokumentér din værdiskabelse, er der masser af inspiration at hente til, hvordan I kommer i gang. Så lad 2019 flyde over med eksempler!

Øget professionalisering

2019 ser ud til at blive endnu et travlt år i en byggebranche med fuldt drøn på. Spørgsmålet er, om vi husker at bruge mulighederne for udvikling og nytænkning, eller om alle har for travlt med at følge med i en nedadgående prisspiral? Vi skal huske at udvikle vores arkitektvirksomheder, så de er agile og robuste, også når byggebranchen på et tidspunkt sætter farten ned eller ændrer kurs. Der er mange nye typer ydelser, som arkitektvirksomheder kan gribe, men har vi ligeså meget mod og innovationskraft, når vi tænker forretning, som når vi tegner projekter?

De nye AB-regler giver både muligheder og udfordringer, men det er op til os at være professionelle og velforberedte, så det i stedet bliver til nye forretningsmuligheder og ikke en ekstra byrde.

Øget professionalisering er den eneste farbare vej, når arkitektbranchen skal øge sin troværdighed overfor bygherrer og resten af branchen. Derfor må vi også huske at prioritere uddannelse af projekteringsledere, implementering af kvalitetsledelse, omhyggelig gennemgang af kontrakter m.m. i den travle hverdag.

Et bedre fælles fundament

Både rådgiver- og byggebranchen er i opbrud, og 2019 bringer sikkert nye fusioner, opkøb og strategiske samarbejder med sig.

Alliancer i mange former har altid været en grundpræmis for en lille branche som arkitektbranchen. Vi er vant til at være den lille spiller, der skal samarbejde med mange store aktører, men det forhindrer heldigvis ikke arkitekterne i at sætte deres aftryk på projekterne og dialogen. Det gælder i det enkelte samarbejde med ingeniører og entreprenører, ligesom det også gælder, når Danske Arkitektvirksomheder samarbejder med DI, og vi får sat vores aftryk på de politiske dagsordner som eksempelvis cirkulær økonomi, og når vi får arkitekter placeret på vigtige poster hele vejen rundt.

Men også på tværs af arkitektvirksomhederne er der et øget samarbejde, og det ser vi blandt andet ved fælles projektsamarbejder mellem store og små virksomheder, videndeling og netværk.

I Danske Arkitektvirksomheder er et af de sidste nye initiativer et etisk kodeks, der både peger ind på os selv og ud i omverdenen. Hvis vi som arkitekter skal være troværdige, når vi taler om social bæredygtighed, kræver det, at vi kan se hinanden i øjnene og os selv i spejlet.

I 2019 skal samarbejde og alliancer internt og eksternt styrkes endnu mere, så vi som samlet branche skaber et endnu bedre fælles fundament for den enkelte arkitektvirksomheds muligheder. 

2019 er er godt i gang. Lad os sammen få det bedste ud af det!