Circle House Lab: Bygnings- og materialepas

Opdateret 13.11.19 |
Af:
Signe Moeslund Mains

Partnerskabet Circle House Lab har undersøgt, hvordan virksomheder arbejder med sporing af materialer, hvad de får ud af det, og hvad der mangler for, at flere kan komme med på vognen.

Man skal kunne spore, hvad byggematerialer indeholder, og hvilke egenskaber de har, også når de har været i brug, hvis man skal kunne genbruge materialerne i fremtidige byggerier. Det er baggrunden for, at  partnerskabet Circle House Lab har undersøgt og udgivet et "Green Paper 01" på bygnings- og materialepas, hvor der er dykket ned i muligheder og udfordringer ved at arbejde med sporing af materialer.

Fem konkrete anbefalinger

Green Paper 01 udleder fem anbefalinger til at komme videre:

  1. Tag udgangspunkt i allerede eksisterende deklarationer eller certificeringer, så den data, der samles, bygger på et solidt fundament.
  2. Opbevar data på en måde, så de der skal bruge den, har adgang til den og forstår informationerne.
  3. Definer business-casen, ikke mindst i forhold til indsamling, opdatering og vedligehold af data
  4. Følg udviklingen, som går hurtigt. Der er allerede bud på, hvordan et bygnings- og materialepas kan skrues sammen, og der kommer løbende flere til.
  5. Skab standarder for materiale- og bygningspas, der dokumenterer sundhed, miljømæssig bæredygtighed, cirkularitet og CO2-aftryk, som alle virksomheder kan arbejde efter, og som er så smidige, at små og mellemstore virksomheder kan være med.

Green Paper 01

Green Paper 01 om Bygnings- og materialepas er det første af seks udgivelser, som dykker ned i, hvad der konkret skal til for at omstille byggebranchen til cirkulær økonomi. Indholdet i hvert Green Paper er baseret på viden og erfaringer, indsamlet på studieture og workshops, hvor partnerne i Circle House Lab har diskuteret dilemmaer, udfordringer, best practise og løsninger.

Har du spørgsmål til udgivelsen eller partnerskabet Circle House Lab, kan du kontakte Tine Lange, Responsible Assets, på tine.lange@responsible-assets.com.

Green Paper 01 på Circle House Lab