Obligatorisk praktik for arkitekt- og designstuderende
Fra foråret 2020 skal alle arkitekt-og designstuderende på KADK i obligatorisk praktik, som en del af deres uddannelsesforløb. Danske Arkitektvirksomheders direktør, Lene Espersen, hilser tiltaget velkommen og er sikker på, at det vil gavne de studerende og ikke mindst virksomhederne.
Det er ikke nyt, at de studerende på KADK, Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, tager i praktik undervejs i deres uddannelsesforløb. Men det er nyt, at praktikforløbet fra foråret 2020 bliver en obligatorisk del af uddannelsen som arkitekt eller designer. Alle skal fremover på uddannelsens sjette semester ud og sætte faglig viden og kompetencer i spil på en arbejdsplads.
"Først og fremmest får de studerende mulighed for at teste teorien i praksis. Det gør dem mere holistiske, når de arbejder med ”virkelige” problemstillinger, hvor fx tid og økonomi er knappe faktorer," Lene Espersen, direktør, Danske Arkitektvirksomheder
Danske Arkitektvirksomheder er en stor fortaler for praktik og har længe opfordret til, at praktikken gøres obligatorisk. Om det nye tiltag siger Lene Espersen, direktør i Danske Arkitektvirksomheder:
"Først og fremmest får de studerende mulighed for at teste teorien i praksis. Vi ved fra vores medlemmer, at det gør dem mere holistiske, når de arbejder med ”virkelige” problemstillinger, hvor fx tid og økonomi er knappe faktorer."
Gevinst for både studerende og virksomheder
Formålet med den obligatoriske praktik er, at styrke forbindelsen og bygge bro mellem uddannelse og erhvervslivet. Samtidig skal praktikforløbet give de studerende et netværk, som på sigt kan komme dem til gavn, når de skal i arbejde efter endt uddannelse.
Ifølge Lene Espersen vil et praktikophold netop "lette" vejen til det første rigtige job, og det er godt for dimittendledigheden, der har været meget høj for nyuddannede arkitekter. Herudover tilfører de unge praktikanter ny energi og et nyt blik på projekterne som er gavnligt for arkitektvirksomhederne. Så praktikopholdet er altså til gavn for såvel de studerende som virksomhederne. Lene Espersen uddyber:
"Vores medlemmer har stor gavn af at have unge, energiske studerende på tegnestuerne. De kommer ofte med et nyt perspektiv på tingene, og det er med til at udvikle vores virksomheder. Det er derfor en win win for alle.”
Praktik på KADK
KADK’s studerende tager både i praktik på traditionelle arbejdspladser i design- og arkitektbranchen, men også hos kommuner, offentlige instanser og andre virksomheder, der kan se muligheder i at benytte arkitekt- og designfaglige kompetencer.
Læs mere om praktik og hvordan du slår et praktikstilling op