+2 Efteruddannelsesforløb
Har du medarbejdere der har brug for at få suppleret arkitektfagligheden med viden om ansvar, processer, økonomi og jura, så starter der et nyt +2-efteruddannelsesforløb op for arkitekter i starten af februar 2020.
+2 er et efteruddannelsesforløb for arkitekter med minimum ét års erfaring fra en arkitektvirksomhed. Efteruddannelsen giver kursisterne mulighed for at supplere den arkitektfaglige viden med teori og praksis, som kan bruges direkte i arkitektvirksomhederne.
Forløbet giver et overblik over fagets parter, aftaleforhold, økonomi og jura i byggesager og dermed et grundigt teoretisk kendskab til fagets mange facetter, herunder roller og ansvar samt processer og opgaver i projektsammenhæng.
+2 forløbet fordeler sig på fire moduler og i alt 16 undervisningsdage under temaerne Forretning & Organisation, Projektering, Ledelse & Specialer og Byggeriets udførelse.
Der vil bl.a. blive undervist i:
- Bygherren, procesledelse og brugerinddragelse
- Byggeriets faser (ydelsesbeskrivelser)
- Projekt- og projekteringsledelse
- Bæredygtighed
- Byggeriets ibrugtagning
+2 forløbet afsluttes med en eksamen bestående af en individuel og en gruppeopgave.
Fra Danske Arkitektvirksomheder vil Peter Andreas Sattrup undervise i bæredygtighed, mens chefjurist Preben Dahl vil fortælle om konkurrence, rådgivning og akkvisition.
Praktisk info
Kurset starter primo februar og strækker sig over 16 undervisningsdage.