Byggeri og anlæg er udpeget som national styrkeposition

Dato 18.02.20 |
Af:
Signe Moeslund Mains

Byggeri og anlæg får en central rolle, når de regionale erhvervshuse i det kommende år skal udvikle og yde erhvervsfremme til gavn for hele det danske samfund. En opgave, som alle aktørerne i innovationsnetværket InnoByg, ser frem til at bidrage til.

Erhvervsfremmebestyrelsen har udpeget byggeri og anlæg som én af i alt ti styrkepositioner, der fremover bliver omdrejningspunktet for den danske indsats for erhvervsfremme og innovation.

De ti danske styrkepositioner kommer til at danne grundlaget, når der skal etableres ti nye erhvervsklynger.

Om byggeri og anlæg som ny national styrkeposition, siger Lene Espersen, direktør hos Danske Arkitektvirksomheder: "Det er meget glædeligt, at bygge og anlægsbranchen er udpeget som en nationalt styrkeposition ikke mindst, hvis Danmark skal nå i mål med en ambitiøs klimamålsætning og levere på FN´s Verdensmål."

Som erhvervsklynge bliver det muligt at søge finansiering til innovationsprojekter og forskning der kan understøtte de langsigtede mål om en tredobbelt bundlinje for økonomisk, social og miljømæssige bæredygtig udvikling. Bla. ved mere samarbejde i byggeriets værdikæde og øget anvendelse af digitalisering.

"Det er meget glædeligt at bygge og anlægsbranchen er udpeget som en nationalt styrkeposition, ikke mindst hvis Danmark skal nå i mål med en ambitiøs klimamålsætning og levere på FN´s Verdensmål." Lene Espersen, direktør i Danske Arkitektvirksomheder

Byggeri omfatter i denne sammenhæng hele værdikæden. Det vil sige blandt andet udførende byggevirksomheder, arkitekter, øvrige rådgivningsvirksomheder og producenter af byggematerialer. Anlægsområdet dækker over transportinfrastruktur og drift og vedligehold af veje, jernbaner m.v.

InnoBYGs styregruppe består bl.a. af en række brancheorganisationer og videnpartnere.

Brancheorganisationer: BAT-kartellet, Dansk Byggeri, Danske Arkitektvirksomheder, DI Byg, Foreningen for Rådgivende Ingeniører, Gate 21, SMVdanmark og TEKNIQ.

Videnspartnere: Arkitektskolen i Aarhus, Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut, Ingeniørhøjskolen Aarhus v/Aarhus Universitet, Kunstakademiets Arkitektskole, Statens Byggeforskningsinstitut/AAU, Syddansk Universitet, Teknologisk Institut og VIA University College.