Illustration renovering af almene boliger
Fremrykning af almene renoveringer kan bidrage positivt på en række områder: Beskæftigelse, CO2-besparelser og behov for flere ældreboligheder.

Spred opgaverne ud til så mange som muligt

Dato 01.04.20 |
Af:
Lene Espersen

Illustration: BL - Danmarks Almene Boliger

Pause i anlægsloftet og i igangsættelse af renoveringer af almene boligbebyggelser kan holde mange beskæftigede og dermed holde hjulene i gang i en ellers svær tid. Vi opfordrer bygherrer med rammeaftaler til også at invitere andre rådgivere, entreprenører m.m. indenfor. Der er brug for, at alle igen får noget at rive i. 

Der er to gode nyheder for byggeriet i denne svære tid: For det første en pause i anlægsloftet som betyder, at kommunerne får mulighed for at igangsætte byggeopgaver, de ellers ikke ville kunne have gjort, fordi de allerede har ramt loftet for, hvor meget de må bygge for. Den anden gode nyhed er, at Landsbyggefondens kæmpemidler – med stor sandsynlighed helt eller delvist - frigives med henblik på at opstarte eksempelvis ombygnings- og renoveringsopgaver i den almene sektor.
 
Begge tiltag kan bidrage til at redde de trængte rådgivere og håndværkere, og det takker vi for. Lige nu har branchen brug for, at der kommer opgaver i pipelinen, således at så mange som muligt kan få opgaver igen.
 
I den forbindelse har jeg en lille bekymring. Den udbredte brug af rammeaftaler kan måske medføre, at det kun er de få entreprenører og rådgivere på rammeaftalerne, som får gavn af de opgaver, som en pause i anlægsloftet og hel eller delvis frigivelse af Landsbyggefondens midler vil medføre. Men der er brug for at alle igen får noget at rive i.

De fleste rammeaftaler medfører ikke en forpligtelse for bygherren til, at rammeaftalen altid skal anvendes. Vælger en bygherre ikke at anvende sin rammeaftale, skal nye opgaver selvfølgelig udbydes efter de almindelige udbudsregler.

Lige nu har branchen brug for, at der kommer opgaver i pipelinen, således at så mange som muligt kan få opgaver igen.

Det er mit håb, at den enkelte bygherre vil forsøge at brede opgaverne ud på så mange som muligt. Mange af disse opgaver vil ligge under EU’s tærskelværdier, og det giver  - selv inden for rammerne af udbudsreglerne - en række fleksible muligheder for hurtigt at kunne komme i gang, selv udenfor rammeaftalerne.
 
For håndværkerne gælder tilbudsloven. Her kan man på de helt små opgaver byde ud i underhåndsbud. Og selv på større opgaver under EU’s tærskelværdier kan man efter tilbudsloven invitere håndværkere direkte uden prækvalifikation, og her er der i princippet ingen frister.
 
For så vidt angår rådgiverne, er der efter Udbudsloven mulighed for direkte tildeling, når en rådgiveropgave ligger under tærskelværdien. Har en kontrakt ikke grænseoverskridende interesse, og sikrer bygherre sig, at indkøbet sker på markedsvilkår, kan bygherre nøjes med at indhente ét tilbud. Er der grænseoverskridende interesse skal bygherre annoncere udbuddet, men der gælder ingen tidsfrister.
 
Der er altså gode muligheder for, at en bygherre hurtigt kan komme i gang med sin byggeopgave - både rådgivningsopgaven og den egentlig byggeopgave - uden, at man hver gang behøver at bruge rammeaftaler.
 
Så en opfordring til bygherrerne herfra: Brug alle de muligheder, som lovgivningen tilbyder for at sprede opgaverne ud på mange!