CORONA: Arkitektbranchen ser ud til at slippe nådigt
Danske Arkitektvirksomheder har spurgt, hvordan branchen forventer, at omsætningen udvikler sig i den sidste del af 2020 og 2021. Hvor andre brancher virkelig kigger ind i nogle gevaldige tab i omsætning, så ser arkitektbranchen ud til at blive mindre hårdt ramt. Der er i hvert fald ingen sammenligning til tiden under finanskrisen.
En medlemsundersøgelse hos Danske Arkitektvirksomheder viser, at omkring halvdelen af medlemmerne forventer, at omsætningen bliver som forventet, mens 20 % forventer en stigning på op til 20 %. De resterende 35 % af arkitektvirksomhederne forventer et fald i omsætningen på op til 20 %. Det er særligt de mindre virksomheder, som er mest usikre på fremtiden og derfor forventer det største fald i omsætningen.
Kundetyper der tøver eller øger opgavemængden
Vi har også spurgt til, hvilke kundetyper, der enten tøver med at sætte opgaver i gang eller faktisk øger opgavemængden. Og det er faktisk de samme typer, som både tøver og øger mængden - nemlig privatforbrugere og private bygherrer. Som et kinesisk ordsprog siger: "Når forandringens vinde blæser, er der dem der bygger læhegn og dem der bygger vindmøller."
Lad os få nogle flere bygherrer der bygger vindmøller = sætter opgaver i gang hos arkitektvirksomhederne.
Internationale forventninger
Her er der ligeledes både optimisme og pessimisme at spore. Over halvdelen af arkitektvirksomheder med international aktivitet forventer omsætning som budgetteret, omkring 25 % forventer stigning og omkring 20 % forventer fald i resten af 2020 samt 2021.
Og med hensyn til medarbejdere, så ser det ikke ud til, at vi står overfor store opsigelsesrunder. Over 80 % af arkitektvirksomhederne forventer ikke at skulle opsige nogle medarbejdere. Blandt de resterende 20 %, som enten forventer at skulle opsige eller overvejer det, så vil det kun være i et meget begrænset omfang. Det er selvfølgelig aldrig rart at skulle opsige dygtige medarbejdere, men sammenlignet med andre brancher, så ser arkitektbranchen ud til at slippe nådigt.
Undersøgelsen er sendt ud til samtlige 650 medlemsvirksomheder med en svarprocent på ca. 20.
Er du interesseret i de samlede resultater, kan du finde hele undersøgelsen herunder.