Piktogram af bål

Brandrådgivning: Personcertificering - godt nyt!

Dato 21.10.20 |
Af:
Tine Weisshappel Holmboe

For få certificerede rådgivere, forsinkelse af projekter, priser der presses i vejret og opgaver der helt må droppes. Det er blot nogle af de problemer, den nye certificeringsordning inden for brand, har affødt. Sådan skal det jo selvfølgelig ikke være. Der bliver derfor arbejdet hårdt på, bl.a. via en særlig taskforce samt en ny hjemmeside, at ordningen kommer til at fungere optimalt.

Tilbage i marts måned i år skrev vi om, hvordan mange af jer medlemmer oplevede store frustrationer, forsinkelser og fordyrelser i forbindelse med implementeringen af BR18’s certificeringsordning vedr. brand. Vi bad jer indsende alle jeres oplevelser, gode såvel som dårlige – og vi kan vist roligt sige, at det har væltet ind! Flere end 60 af jer har indsendt positive, men desværre flest frustrerende, konkrete eksempler på, hvordan ordningen fungerer i praksis.

Tak for alle eksemplerne – de giver os et meget klart billede af, hvor I står, og de klædte os på til at rykke på sagen. Og det har vi gjort!

Taskforce skal sikre en forbedret ordning

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen (TBST), hvor ordningen er forankret, har nemlig indkaldt aktørerne omkring ordningen – blandt andre Bygherreforeningen, DI, DI Dansk Byggeri, Konstruktørforeningen, Kommunernes Landsforbund, FRI, TEKNIQ og Danske Arkitektvirksomheder. Vi har tilsammen nedsat en Taskforce med det konstruktive formål at få ordningen til hurtigst muligt at køre gnidningsløst.

Vi er af den klare opfattelse, at TBST samt alle andre har en vilje samt afsætter de nødvendige ressourcer til at få denne her ordning til at køre – og vi oplever, at TBST er meget lydhøre over for jeres udfordringer med ordningen. For blot at nævne nogle få udfordringer: Der er lige nu for få certificerede, og det forsinker projekterne samt presser priserne i vejret – dårligt for jer, jeres samarbejdspartnere og jeres bygherre. Kommunerne håndterer sager samt indplacering i klasser forskelligt og virker generelt som om de også har svært ved den nye ordning – usikkert, forsinkende og fordyrende for jer, jeres samarbejdspartnere og jeres bygherre.

Derudover har flere af jer oplevet at mindre, simple ombygninger helt blev droppet, da regningen til brand-certificering oversteg den samlede byggesum. Sådan skal det jo selvfølgelig ikke være – det er alle enige om. Og derfor vil vi blot meddele jer, at der bliver arbejdet hårdt på sagen mange steder fra.

Ny hjemmeside giver overblik

Først og fremmest har TBST netop nu lanceret en ny hjemmeside, www.brandogkonstruktioner.dk, som giver et overblik over stort set alt omkring ordningen i sig selv samt samspillet med den kommunale byggesagsbehandling.

Hjemmesiden samler relevant information, vejledning og henvender sig til jer, rådgivere, samt alle andre, der er i berøring med ordningen. Derudover udgives der også en masse FAQ’s, som løbende opdateres – samt eksempler på, hvordan rådgivere, bygherrer, kommuner med flere har indarbejdet de certificeredes virke.

Der er ydermere mulighed for at deltage i virtuelle videndelingsmøder, hvor rådgivere og kommuner kan stille spørgsmål direkte til et panel af TBST’s teknikere og jurister for hurtig afklaring af spørgsmål og uklarheder. Kort sagt kan vi virkelig anbefale jer alle sammen løbende at udforske samt gøre brug af hjemmesiden.

Samtidig vil vi stadig opfordre jer til at indsende eksempler på jeres erfaringer med ordningen – også meget gerne de gode. Dem regner vi nemlig med, at der kommer flere af hen ad vejen.