Foto fra Nr. Vium skole
Danske Arkitektvirksomheder har indgivet fælles høringssvar til forslag til en langsigtet renoveringsstrategi. Foto: Nr. Vium Skole - renoveret af Erik Brandt Dam arkitekter. Fotograf: Laura Stamer

Høringssvar: Regeringens renoveringsstrategi

Dato 11.05.21 |
Af:
Karen Sejr

Danske Arkitektvirksomheder har sammen med BL – Danmarks Almene Boliger, Dansk Erhverv, Dansk Industri samt BAT-kartellet indgivet høringssvar til Regeringens udkast til en langsigtet strategi for renovering, hvor det bl.a. foreslås at der årligt afsættes godt 100 mio. kr. frem til 2026 i Nybyggerifonden til en Klima- og Erhvervsfond.

Regerings udkast til en langsigtet renoveringsstrategi fremhæver den almene boligsektor som en vigtig krumtap i den danske boligmasse og i en grøn renoveringsindsats. Det er vi enige i.

Derfor ønsker vi at bruge renoveringsefterslæbet på godt 3 mia. kr. årligt frem til 2026 i den almene boligsektor til at øge ambitionerne i renoveringsstrategien og for den grønne omstilling af dansk boligmasse yderligere.

Konkret foreslår vi, at der afsættes godt 100 mio. kr. årligt frem til 2026 i Nybyggerifonden til en Klima- og Erhvervsfond. På den måde kan der tilvejebringes ca. 2 mia. kr. årligt på lånemarkedet til investeringer i grønne renoveringer, som har fokus på anvendelse af bæredygtige materialer og fremme af energieffektiviseringer.

Udover at boligerne bliver renoveret, er der også flere andre fordele:

For det første kan renoveringer finansieret af Klima- og Erhvervsfonden bruges til at danne grundlag for CO2-grænseværdier for ombygnings- og renoveringsprojekter og til at kvalificere metoder for LCA-beregninger i renoveringssager.

For det andet er der behov for at gøre de eksisterende boliger mere bæredygtige på en måde, der også er socialt balanceret, jf. målene i Klimaloven. Det er meningsfyldt og vigtigt, at beboernes egne midler i Nybyggerifonden bruges på at gøre beboernes eksisterende boliger grønne samtidig med, at huslejerne holdes nede.

For det tredje kan Klima- og Erhvervsfonden øge investeringer i danske energi- og tilgængelighedsløsninger, der kan eksporteres til resten af EU, som udgør et stort vækstmarked for danske virksomheder.

De kommende års behov for investeringer i energi-og tilgængelighedsløsninger inden for EU’s eksisterende boligmasse repræsenterer et stort vækstmarked for danske virksomheder.

Her er etableringen af en Klima- og Erhvervsfond som led i Danmarks nationale renoveringsstrategi en enestående mulighed for en erhvervspolitisk satsning på eksport af energi- og tilgængelighedsløsninger, der samtidig gør en vigtig og stor del af den danske boligmasse mere klimavenlig og skaber velfærd for mange af de en million almene beboere i Danmark.

Læs hele høringssvaret samt Regeringens udkast til renoveringsstrategi herunder.

Høringssvar: Strategi for renovering
Udkast til langsigtet renoveringsstrategi 2021