Foto af administrerende direktør hos AI Arkitekter og Ingeniører Tomas Snog
Pr. tirsdag den 1. juni er Tomas Snog udnævnt til administrerende direktør hos AI Arkitekter og Ingeniører

AI Arkitekter og Ingeniører får ny adm. direktør

Dato 02.06.21 |
Af:
Karen Sejr

Arkitekt og kreativ direktør Tomas Snog overtager posten som adm. dir. efter Jan B. Sørensen tirsdag den 1. juni 2021 som del af et generationsskifte.

Tomas Snog har gennem 21 år været med til at opbygge AI Arkitekter og Ingeniører som den første tværfaglige virksomhed med fokus på bæredygtighed. Han har siden 2007 været partner og siden 2017 kreativ direktør.

Han har som arkitekt stået bag flere præmierede bæredygtige byggerier, så som boligbyggeriet Sundholm Syd, og har bidraget aktiv til udbredelsen af bæredygtigt byggeri med foredrag og uddeling af SUSTAIN-prisen på Danmarks Tekniske Universitet og Kunstakademiets Arkitektskole. Derudover har han i en årrække været medlem af Dansk Industris udvalg for klima og energi, og er i dag formand for Bæredygtighedsudvalget i Danske Arkitektvirksomheder.

“Det er en sund virksomhed, som jeg nu får æren af at stå i spidsen for. AI har i snart 60 år dyrket det tætte samarbejde mellem arkitekten og ingeniøren for at finde frem til bæredygtige løsninger. Nu skal vi tage det samarbejde til et nyt niveau og vise, at vi kan skabe mere værdi med grønnere byggeri. For alle vil gerne investere i et grønnere byggeri, hvis økonomien også er bæredygtig. Det er det, der skal drive den grønne omstilling af vores branche” siger Tomas Snog. 

AI’s nuværende adm. dir. Jan B. Sørensen fratræder efter 19 år som direktør, heraf 13 år som adm. direktør. Han fortsætter sit virke i AI A/S som direktør og bestyrelsesformand. Projektchef Carsten Sindahl bliver en del af direktionen som ny driftsdirektør.

Læs mere om generationsskiftet her

Om AI

AI Arkitekter & Ingeniører har ca. 100 arkitekter og ingeniører fordelt på hovedkontoret i København og kontoret i Odense. AI arbejder med boliger, skoler, hotel- og erhvervsbyggerier med fokus på, at skabe mere værdi med grønnere byggeri.