Indstil projekter til Dansk Landskabspris 2021

Dato 23.06.21 |
Af:
Karen Sejr

Foto: LYTT Architecture / GHB Landskabsarkitekter A/S

I år uddeles Dansk Landskabspris for 10. gang, og der er åbent for indstillinger frem til fredag den 13. august. Vinderen af Dansk Landskabspris kåres ved et prisarrangement i november måned og honoreres med 50.000 kroner.

Foto af Christiansborgs Områdesikring
Christiansborg Områdesikring af LYTT Architecture (tidligere GHB Landskabsarkitekter) vandt Dansk Landskabspris 2019.

For at fejre og anerkende landskabsarkitekturens betydning uddeler Park- og Naturforvalterne, Danske Arkitektvirksomheder og Danske Landskabsarkitekter i år for 10. gang Dansk Landskabspris. Frem til fredag den 13. august er der mulighed for at indstille landskabsprojekter, der skaber samfundsmæssig merværdi.

Der kan indstilles projekter, der med en helhedsorienteret tilgang fremmer bæredygtighed og samtidig skaber robuste og æstetiske løsninger. Det kan eksempelvis være projekter, der tager udgangspunkt i FN’s Verdensmål, dokumenterer bæredygtighed, anvender cirkulære principper, der minimerer CO2-udslippet, eller viser nye tilgange til driftsspørgsmål eller lignende.

Juryen ønsker at se det bedste og fremmeligste af nyere dansk landskabsarkitektur, planlægning og byrumsstrategier indenfor de seneste fem år.

Dansk Landskabspris fejrer landskabsarkitekturens samfundsmæssige værdiskabelse

Juryen består af én repræsentant fra hver af de tre organisationer samt to uvildige jurymedlemmer og opfordrer alle til at indstille de fremmeste eksempler på nyere dansk landskabsarkitektur, planlægningsprojekter eller byrumsstrategier.

Sådan indstiller du projekter til Dansk Landskab pris 2021

Alle, der ønsker at fremhæve et landskabsarkitektonisk projekt, kan indstille forslag. Indstillingen indsendes pr. mail til Danske Landskabsarkitekters sekretariat v/daglig leder Lillan Thomsen på e-mail: landskabsprisen@landskabsarkitekter.dk.

Indstillingen må maksimalt fylde en A4-side i form af et referenceblad, der indeholder navn, titel, årstal, rådgiver, bygherre, samarbejdspartnere og areal samt eventuel økonomi. Det indstillede projekt skal dokumenteres med tre fotos og en plantegning, der kan være en del af referencebladet eller vedlægges som bilag. Indstillingsfrist er fredag den 13. august 2021. 

Ud fra de indstillede projekter nominerer juryen et antal finalister, der alle præsenteres ved et prisuddelings­arrangement, der løber af stablen torsdag den 18. november 2021 i bygningen Valencia på Vesterbrogade 32 i København. Vinderprojektet bliver belønnet med 50.000 kroner.

Prisjuryen for Dansk Landskabspris 2021

Indstillingerne vil blive vurderet af prisjuryen for Dansk Landskabspris 2021, der består af én repræsentant fra hver af de tre organisationer samt to uvildige repræsentanter. Juryen er:

Anne Stausholm, landskabsarkitekt MDL, Anne Stausholm Landskabsarkitekter, repræsentant for Danske Arkitektvirksomheder. Anne Stausholm er uddannet fra KVL i 1992 og har været erhvervsaktiv siden på forskellige tegnestuer og i en del år som konsulent. Anne har i 14 år drevet tegnestue, som eneindehaver og ansvarlig daglig leder. Tegnestuen sætter fagligheden og kvalitet i højsædet og bevæger sig omkring hele fagets mange aspekter i både store og små projekter.

Eva Sara Rasmussen, landskabsarkitekt MDL, MAA, NATOUR / Repræsentant for Danske Landskabsarkitekter. Eva Sara Kehlet Rasmussen er uddannet fra KADK, landskabsarkitekt MAA MDL og indehaver af tegnestuen NATOUR, som arbejder i krydsfeltet mellem arkitektur og natur med særligt fokus på klimatilpasning. Eva er markedsleder for kyster hos WSP, og i 2017 modtager af arbejdslegat fra Statens Kunstfond. Udpeget som fagdommer af Danske Landskabsarkitekter, censor for KU Skovskolen og ekstern censor ved KADK og Arkitektskolen Aarhus.

Steen Himmer, Landskabsarkitekt MPN, Gladsaxe Kommune / Repræsentant for Park- og Naturforvalterne. Steen Himmer er landskabsarkitekt i Byafdelingen i Gladsaxe Kommune. Han er uddannet fra Landbohøjskolen i 2010 og har også en baggrund som planteskolegartner. Steen har primært arbejdet i den kommunale sektor, hvor fokus er på at gennemføre nye landskabsarkitektoniske projekter samt forvaltning og udvikling af eksisterende anlæg. Steen har en stærk interesse for havekunst, beplantninger, byplanlægning og borgernes anvendelse af grønne områder generelt. Han sidder i en række faglige tillidshverv og bestyrelser og har været medlem af juryen siden 2013.

Derudover består juryen for Dansk Landskabspris 2021 af to uvildige repræsentanter, der endnu ikke er udpegede.