Maltfabrikken
Tilflytningen siden transformationen af Maltfabrikken er ifølge kommunen ændret fra negativ til positiv. Lokale kræfter har altså ikke bare reddet en 160 år gammel bevaringsværdig fabrik, men også vendt udviklingen og skabt ny tro på Ebeltoft som hjemby for kommende generationer.
Maltfabrikken åbnede i 1861 og er en vigtig del af Ebeltofts historie. Generationer af ebeltoftere, har haft deres daglige gang på fabrikken. I 1998 blev det sidste malt sendt ud til bryggerier i hele verden. Herefter stod fabrikken tom i 15 år, indtil nogle lokale ildsjæle besluttede at søge penge fra fonde og partnerskaber, hvilket blev starten på transformationen af den gamle fabrik.
Maltfabrikken har utallige faciliteter, som bl.a. inkluderer skater-baner, et bibliotek, kunstnerboliger, restaurant, musikscene, kontorer og mødelokaler. Det er et bevidst valg, fordi ønsket er at skabe et mødested for alle. Hensigten er, at forskellige brugere, som ikke nødvendigvis omgås i hverdagen, mødes. Det skaber et unikt fællesskab, hvor Maltfabrikken er centrum, og hvor der er noget for alle.
”Det her er vores Maltfabrik. Den var lige ved at blive revet ned, men vi fik den bevaret. Vi købte folkeaktier sammen, vi købte fabrikken, og med den har vi fået et fælles mødested.” Lokal ebeltofter, 2020