Folkemøde i arkitekturens tegn
Årets Folkemøde på Bornholm ligger lige om hjørnet. For Danske Arkitektvirksomheder betyder det en oplagt mulighed for at diskutere bæredygtighed og arkitektur med et hav af interessenter og politikere der lægger vejen forbi solskinsøen i juni.
I år kan du finde Danske Arkitektvirksomheder på flere forskellige scener og i debat med politikere, forskere, bygherrer, producenter, boligselskaber, entreprenører og – selvfølgelig – arkitekter.
Bæredygtighed, biodiversitet og bias
På Folkemødet 2022 kan du møde Danske Arkitektvirksomheder og vores direktør Lene Espersen til følgende debatter:
Bæredygtigt byggeri - hvilke dilemmaer skal løses først?
Torsdag den 16. juni kl. 14.25 – 15.10 (Sted: C24 - Engineer the Future)
Aalborg Universitet - AAU Ingeniørforeningen, IDA AU Engineering DTU og Syddansk Universitet har inviteret Lene Espersen (Danske Arkitektvirksomheder), Harpa Birgisdottir ( Aalborg Universitet) og Søren Egge Rasmussen (Enhedslisten) til en drøftelse af de mange svære valg både brugere og sektoren står over for, når planerne for et mere bæredygtigt byggeri skal realiseres.
Vi skal ændre måden, vi bygger og bor på
Torsdag den 16. juni kl. 15.50 – 16.20 (Sted: F37 – Operate)
Hvordan bor vi bedre og mere bæredygtigt i Danmark? Hvad skal ændres, så fremtidens boliger kan blive klimavenlige? Det er oplægget, når Dansk Standard og Operate A/S inviterer virksomheder og politikere til debat om, hvordan vi kan bygge og bo bæredygtigt i fremtiden. I arrangementet deltager bl.a. Jesper Nygård (Realdania), Heidi Bank (boligordfører, Venstre), Sune Tobias Grollov (Velux), Lene Espersen (Danske Arkitektvirksomheder) og Rina Ronja Kari (Dansk Standard).
Byudvikling i en global biodiversitetskrise
Fredag den 17. juni kl. 10.00-10.45 (Sted: H10 - Rud Pedersen)
PensionDanmark inviterer til debat om byudvikling i en global biodiversitetskrise – hvad er investorernes rolle i en biodiversitetskrise? Og hvordan bygger man miljørigtigt og med respekt for biodiversiteten, mens man tager hensyn til den stigende boligefterspørgsel? Det er nogle af de dilemmaer denne debat vil søge svar på. I debatten deltager indenrigs- og boligminister, Christian Raabjerg Madsen, Lene Espersen (Danske Arkitektvirksomheder), Lars Midtiby (Danmarks Naturfredningsforening) og Mia Manghezi (PensionDanmark).
Design til evigheden
Fredag den 17. juni kl. 11.15 – 12.15 (Sted: K10 – Friday)
Danske Arkitektvirksomheder inviterer sammen med Danske Tegl og Dansk Beton til en snak om, hvordan vi sikrer, at dét vi bygger i dag, er noget eftertiden vil bevare? Det kommer til at handle om æstetik og materialer der holder – næsten – evigt. Arkitekt Ane Cortzen styrer slagets gang, hvor du kan møde Gitte Nielsen (Danske Tegl), Dorthe Mathiesen (Dansk Beton), Henrik Mielke (MT Højgaard), Flemming Rafn (Tredje Natur), Mia Manghezi (PensionDanmark) og Lene Espersen (Danske Arkitektvirksomheder).
Duften af leverpostejsmadder – sådan lufter vi ud i klassen
Fredag den 17. juni kl. 13.00-13.45 (Sted: F34 - Havnegadescenen)
De danske folkeskolers vigtigste opgave er at give skolebørn de bedste forudsætninger for læring. Forskning viser, at der er en sammenhæng mellem indeklimaet i skolerne og børnenes indlæring. Faktisk kan indeklimaet påvirke elevernes præstation og læring med op til 10 pct. Det betyder, at børn kan miste op til et helt års indlæring. Det er DI Rådgiverne der sammen med Danske Arkitektvirksomheder og Foreningen af Rådgivende Ingeniører står bag og i debatten deltager bl.a. Helle Bonnesen (Københavns Borgerrepræsentation), Thomas Andreasen (Danmarks Lærerforening), Lennie Clausen (Realdania) og Katarina Bramsen Buhl (CEBRA).
Byggeriets Dilemmaer på Folkemødet – med Sara Bro
Fredag den 17. juni 2022 kl. 14.30 – 15.30 (Sted: C17 - BL's Dome)
Terrassen ved BL’s Dome i Allinge og Østersøen danner ramme om vores og BL - Danmarks Almene Boliger og Byens Netværks altid underholdende dilemma-debat med programvært Sara Bro i spidsen. I år ser vi frem til at kunne byde velkommen til Kristine Virén (Bolius og Hammerslag), Anders Lendager (Lendager Group), Jacob Trøst (Borgmester, Bornholms Regionskommune), Kristian Würtz (Brabrand Boligforening), Anne Mette Boye (Aarhus Kommune), Anne Katrine Harders (Dansk Arkitektur Center) og Lene Espersen (Danske Arkitektvirksomheder).
Og endelig har vi inviteret medlemmer og samarbejdspartnere til en privat samtale-salon om diversitet i ledelse torsdag den 16. juni, hvor vi har fået en lang række interessante kvinder og mænd til at komme og tale om, hvordan vi kommer videre og får ændret på den skæve kønsbalance i såvel ledelses- som bestyrelsessammensætningen i danske virksomheder.
Vi glæder os til bl.a. at høre bidrag fra Lise Vesterlund, økonomiprofessor og forfatter til bogen ”The No Club”, Bodil Nordestgaard Ismiris (CEO, Lederne), Frederikke Antonie Schmidt (Roccamore), Lars Bo Kirk (partner, Friday), Rikke Viemose (forfatter), Katarina Bramsen Buhl (arkitekt, CEBRA), Tine Holmboe (CEO, Dissing+Weitling), Susanne Borenhoff (adm. direktør, GI) og Mia Manghezi (Pension Danmark). Arrangementet er lavet i samarbejde med Danske Tegl. Gitte. K. Nielsen fra Danske Tegl og Lene Espersen fra Danske Arkitektvirksomheder vil være ordstyrere.
Arrangementet er privat, men er du medlem af Danske Arkitektvirksomheder og interesseret i diversitets-dagsordenen, kan du skrive til Karen Sejr på ks@danskeark.dk.
Gå på opdagelse og lav dit eget folkemødeprogram
Der er nok at vælge imellem for alle arkitektur, by,- og byudviklingsinteresserede. Realdania inviterer fx til debat om landdistriktsudvikling, verdensmål og klima – og Arkitektforeningen til diskussion om tilgængelighed, fremtidens byggeri og billige boliger.