AART styrker koncernledelsen med to nye profiler
Efter et succesfyldt år med vækst styrker AART koncernledelsen med to nye profiler med ambitionen om at blive Skandinaviens mest betydningsfulde arkitektvirksomhed og mest meningsfulde arkitekturarbejdsplads.
Den 1. september startede Anne Aksglæde Stahl i en nyoprettet stilling som CMO i AART. Anne kommer fra en stilling som kommunikationsdirektør i Sweco, og hun skal bistå den øvrige ledelse i AART i den fortsatte udvikling og positionering. Det samme gælder CPO Gitte Myrup Andersen, som har været i AART siden 2017 og som også er indtrådt i koncernledelsen.
”AART er vokset hastigt, særligt inden for det sidste år med opkøbet af Mangor & Nagel – en del af AART – i Danmark, ligesom vi har vækstet i både Oslo og Stockholm, hvor vi for nylig er flyttet til nye og større kontorer. Anne og Gitte tilfører stærke kompetencer inden for organisation, kultur, kommunikation og strategi, og vi ser en stor styrke i en koncernledelse med en bred faglig palette og et større strategisk fokus,” siger Torben Skovbjerg Larsen, CEO og stiftende partner i AART.
Gitte Myrup Andersen har gennem de seneste fem år været en del af AART, hvor hun har stået i spidsen for udviklingen af den meningsfulde arkitekturarbejdsplads med fokus på rekruttering, fastholdesesinitiativer, kompetence- og lederudvikling. Gitte er tidligere HR-chef i Schmidt Hammer Lassen Architects og HR Partner og konsulent i TDC og Human House.
Anne Aksglæde Stahl har flere års erfaring i krydsfeltet mellem kommunikation og marketing i byggebranchen – senest som kommunikationsdirektør og medlem af landeledelsen i Sweco, hvor hun bl.a. har spillet en afgørende rolle i integrationen og rebranding af Årstiderne Arkitekter og Kant arkitekter i Sweco Architects.
”AART står et rigtig spændende sted med 300 dygtige medarbejdere, der arbejder på tværs af Skandinavien. Jeg ser frem til at sætte min erfaring i spil i integrationen mellem AART og Mangor & Nagel – en del AART – og styrke AARTs position med afsæt i den vigtige, effektbaserede tilgang til arkitekturen," siger Anne Aksglæde Stahl, CMO.
Den samlede koncernledelse i AART består nu af de tre stiftende partnere CEO Torben Skovbjerg Larsen, CCO Anders Strange og CINO Anders Tyrrestrup samt CFO Rune Haack Quist Hove, CPO Gitte Myrup Andersen og CMO Anne Aksglæde Stahl.
Ejerkredsen er uændret og består af Torben Skovbjerg Larsen, Anders Strange, Anders Tyrrestrup, Nanna Flintholm og Mads Nygaard.