Børnehuset Grønnegården

Dato 12.12.22 |
Af:
Rikke Friis

Foto: Jens Markus Lindhe

I Søborg har den gamle Grønnegård fra 1800-tallet fået fornemt selskab af et nyt børnehus med børnehave og vuggestue. Byggeriet er svanemærket og beskrives af Gladsaxe Kommune som Danmarks første CO2-neutrale børnehus.

Børnehuset Grønnegården spejler den gamle nabogård og skaber visuel forbindelse mellem bygningerne, så kvaliteterne ved den historiske Grønnegård træder frem. Farverne til børnehuset henter inspiration i de eksisterende bygninger og bygger bro mellem nyt og gammelt. Sammen med den rå træbeklædning, skaber farverne en hjemlig og varm atmosfære og er samtidig med til at stimulere børnene i deres udvikling.

"Nybyggeriets arkitektur tager afsæt i de gamle bygninger, så de tilsammen danner en ny helhed på tværs
af deres alder. Det nye revitaliserer på en måde det gamle og giver det merværdi." Ebbe Wæhrens, BBP Arkitekter, 2022

Med sin trækonstruktion, træfiberisolering og træbeklædning både ude og inde, opnår det nye børnehus en lav klimabelastning, og bliver til ét stort CO2 lager, på grund af træets evne til at optage og lagre kulstof. Desuden har man sikret sig, at der er blevet plantet samme mængde træer, som er anvendt til byggeriet, for at kompensere og nedbringe mængden af CO2 i atmosfæren. Ud over træ er der brugt genbrugsmursten fra gamle bygninger som primære byggematerialer. Der er brugt cementfri kalkmørtel ved opmuring, så murstenene kan skilles ad igen og genbruges endnu en gang.

Børnehuset Grønnegården, BBP Arkitekter og Thing Brandt Landskab