Foto af hoppende unge mennesker

Ambitiøse yngre tegnestuer søges til nyt netværk

Dato 24.01.23 |
Af:
Lars Emil Kragh

Foto: Timon Studler

Er du medstifter, ejer, partner i en yngre tegnestue – formentlig stiftet for under 10 år siden og som sikkert ikke har mere end 10 medarbejdere i alt? Så har du nu mulighed for at blive en del af et nyt netværk hos Danske Arkitektvirksomheder.

Danske Arkitektvirksomheder etablerer et nyt netværk for yngre arkitektvirksomheder. Formålet er at samle medlemmer i nogenlunde samme situation og give dem mulighed for at sparre med hinanden samt at formidle nyttige værktøjer til de forholdvist unge virksomheder. Netværket vil foreløbigt blive afviklet, som et fast forløb over to år med 4-6 årlige møder, hvor du får mulighed for at vurdere om det er værdifuldt for dig.

Med netværket ønsker vi at samle og formidle nyttig information og værktøjer for væksttegnestuer, skabe netværk og give sparring samt skabe synlighed for øvrige interessenter og meget mere. Det handler kort sagt om at forme en økonomisk bæredygtig fremtid for yngre tegnestuer.
  
Emner som kernen i din forretning, virksomhedsøkonomi, forretningsudvikling, organisation og skalering er tænkt som væsentlige omdrejningspunkter for netværket. Derudover er der også tænkt i videndeling i form af oplæg fra andre tegnestuer og events, hvor der også deltager bygherrer.
  
På dette intromøde vil du kunne høre oplæg fra en tegnestue, der har været igennem processen fra nystartet til veletableret og veldrevet ambitiøs tegnestue. Du vil også få mulighed for at give input til mulige temaer for de kommende netværksmøder. Og få mulighed for at netværke med ligesindede.

Har du spørgsmål til netværket m.m., kan du kontakte Lars Emil Kragh på e-mail: lek@danskeark.dk.