Grøn energi – grøn merværdi eller sorte landskaber?
Kan vi skrue op for tempoet for opførelsen af vindmøller, solcelleparker og tekniske energianlæg i Danmark samtidig med at vi skaber grøn merværdi i landdistrikterne til glæde for mennesker, dyr og planter? Ja, det kan vi godt, er budskabet i Torben Møbjerg fra LYTT Architecture og Morten Toft's fra H+ A/S debatindlæg i Jyllands-Posten. Det kræver bare, at den nye regering snarest får formuleret en national strategi for, hvordan vi på nationalt og lokalt plan skal arbejde tværfagligt med udrulningen af den grønne energi.
Kære nye regering! En af jeres første og mest presserende opgaver bliver at få sat turbo på opførelsen af vindmøller, solcelleparker og tekniske energianlæg, som skal gøre Danmark uafhængig af russisk gas.
Vi har brug for helhedsorientererede og tværfaglige løsninger, hvis vi skal sætte turbo på den samlede produktion af solenergi og landvind i Danmark. Ellers kan vi godt blive bekymrede for, at den aktuelle forsyningskrise vil føre til hurtige og uoprettelige hovsaløsninger, som ødelægger både livskvalitet, landskaber og biodiversitet.
Som henholdsvis arkitekt og landskabsarkitekt er vi vant til dagligt at arbejde på tværs af faggrupper og med borgerinddragelse, når vi skal realisere vores projekter. Men lige netop i forbindelse med opførelsen af de mange nye solcelleparker og vindmøller, som ofte er forbundet med massiv lokal modstand, mangler der tværgående fokus og en samlet national strategi.
For os som arkitekter og landskabsarkitekter behøver grøn omstilling dog ikke at trække sorte, uoprettelige spor gennem det danske landskab. Det er nemlig muligt både at mangedoble den samlede produktion af solenergi og landvind og skabe grøn merværdi i de områder, hvor vindmøllerne og solcellerne skal stå. Og hvor der vel at mærke både er taget hensyn til æstetik, kulturarv, biodiversitet og social sammenhængskraft.
Det kræver bare, at den nye regering får formuleret en national strategi for, hvordan vi på nationalt og lokalt plan skal arbejde tværfagligt med udrulningen af den grønne energi.
På den ene side har I EU, politikere, energibranche, miljøorganisationer og kommuner, som gerne vil have fjernet langsommelige godkendelsesprocedurer for at sætte tempoet op. På den anden side har I en befolkning, som ofte bliver fremstillet som fodslæbende og hyklerisk, fordi de gerne vil have mere grøn energi. De vil bare ikke være naboer til den! Store vindmølleparker og enorme solcelleanlæg, der ligger som blåsorte aluminiumshav i landskabet, bliver sjældent forbundet med stor herlighedsværdi, men derimod som et nødvendigt onde, hvis vi skal blive selvforsynende med grøn energi.
De nye vindmøller, solcelleparker og Power to X-anlæg er i en størrelsesorden, som vi aldrig har set før. De kommer til at forandre vores landskab for altid. Som situationen er lige nu, er hverken kommuner, lovgivning eller landskab gearet til at udrulle den grønne energi i det tempo, som politikere og energiselskaber ønsker. Ifølge Byggefaktas database over bygge- og anlægsprojekter i Danmark vil der blive etableret og opsat 108 større solcelleparker og -anlæg fra januar 2022 til og med 2026. Samtidig har vi en situation, hvor der er kamp om arealerne som aldrig før.
Som en del af DK2020-samarbejdet skal landets kommuner hver især udvikle en ambitiøs klimahandleplan for at blive CO2-neutrale. Kommunerne vil gerne brande sig som grønne kommuner og tiltrække energiselskaber, som udover grøn energi også kan skabe arbejdspladser. I fraværet af en national strategi og ensartede kommunale regler har energiselskaberne i øjeblikket mere eller mindre frit valg, med hensyn til hvilke kommuner de ønsker at samarbejde med.
Vores medlemmer i Danske Arkitektvirksomheder oplever, at der rundtom i kommunerne er meget stor forskel på tilgang til opgaven i forbindelse med opførelse af f.eks. solcelleparker og vindmøller. Ofte har kommunerne ikke ressourcerne eller kompetencerne til at lave gennemarbejdede helhedsløsninger. Netop helhedsløsninger, hvor lokalmiljøet føler sig hørt, er udgangspunktet for succesfulde grønne energiprojekter. For der er en sammenhæng mellem dårlig planlægning og folkelig modstand.
Når der laves VVM-redegørelser eller miljøvurderinger, er det populært sagt ikke muligt at tage tilstrækkeligt hensyn til, hvordan man beskytter eller erstatter en smuk udsigt med en anden. Ofte fokuseres der i stedet for på at skærme for og skjule den skade, som anlægget påfører landskabet, frem for at indordne anlægget til de landskabelige værdier, der bør beskyttes eller forbedres.
Som landskabsarkitekter og arkitekter oplever vi gang på gang, at landskabet trækker det korteste strå, fordi de visuelle påvirkninger i et landskab ikke kan registreres som en pH-værdi eller en truet dyreart. Derfor ligger argumentet om visuelle påvirkninger i landskabet af tekniske anlæg desværre ofte langt nede på listen, når beslutningerne tages. Økonomi eller andre rationelle argumenter vejer tungere. Men landskabet er ikke kun kilde til grøn energi. Det er også en uvurderlig ressource for mennesker, dyr og planter. Alt det, vi ikke umiddelbart kan måle i GWh.
Klimahandleplaner bør koordineres imellem nabokommuner og internt i regionerne. For den grønne omstilling følger ikke kommunegrænser. Det nytter f.eks. ikke, at kommuner ser sit snit til at placere solcelleparker så tæt som muligt på grænsen til nabokommunerne, så det bliver nabokommunernes borgere, som får ”fornøjelsen” af at få udsigten skæmmet af solcelleparker.
Ud fra landskabsanalyser, hvor en æstetisk vurdering inddrages, kan kommuner og energiselskaber rådgives, så f.eks. solcelleparker placeres og integreres bedst muligt i landskabet og lokalsamfundet. Vi skal skabe grøn merværdi rundtom i landet, så vi f.eks. kombinerer solcellemarker med dyrehold, rekreative arealer og biodiversitet. Vi har brug for at turde være mere eksperimenterende og arbejde på tværs af faggrænser. Der er kamp om pladsen ude i landskabet, hvor mange vigtige opgaver skal løses, hvad enten det drejer sig om klima eller fødevareproduktion, så vi har som samfund ikke råd til silotænkning.
Ifølge politikere og energiselskaber må vi forstå, at den grønne omstilling kræver ofre. Natur, landsbyer, kulturlandskaber, landbrugsjord, dyr og planter må være parat til at vige pladsen for den grønne omstilling. For os som arkitekter og landskabsarkitekter behøver grøn omstilling dog ikke at trække sorte, uoprettelige spor gennem det danske landskab. Ud fra landskabsanalyser, hvor en æstetisk vurdering inddrages, kan kommuner og energiselskaber rådgives, så f.eks. solcelleparker placeres og integreres bedst muligt i landskabet og lokalsamfundet. Det handler om at skabe grøn merværdi rundtom i landet, så vi f.eks. kombinerer solcellemarker med dyrehold, rekreative arealer, biodiversitet og måske besøgscentre. Vi har brug for at turde være mere eksperimenterende og arbejde på tværs af faggrænser.
Vejen frem er ikke at betale kommunerne for at speede processen op, som Vestas for nylig lagde op til. Eller lægge ansvaret for langsomme processer på en modvillig befolkning. Hvis der skal sættes turbo på den grønne omstilling, skal der efter vores mening sættes turbo på en samlet national strategi og en tydelig lovgivning i forbindelse med opsætningen af de mange nye, gigantiske energianlæg. Og vel at mærke en national strategi, som også tager æstetiske hensyn. Kun på den måde kan vi få grøn energi og bæredygtighed for mennesker, dyr og planter til at gå op i en højere enhed.