Ny publikation: Gode råd om konkurrencekriterier, når der bygges med cirkulær økonomi
Ny eksempelsamling viser, hvilke konkurrencekriterier og mindstekrav førende bygherrer i cirkulær økonomi benytter, når genbrug, genanvendelse, fornybare ressourcer, transformation og nye designprincipper indtænkes i projekterne.
Danske Arkitektvirksomheder og Bygherreforeningen har sat sig i spidsen for et projekt, der har til formål at inspirere bygherrer, bygherrerådgivere og arkitektvirksomheder til at indtænke cirkulære kriterier i byggeprojekter fra starten.
Projektet, der er udført af Matter by Brix og Responsible Assets, indeholder en eksempelsamling, hvor fem bygherrer beskriver, hvordan de konkret har udbudt byggerier og medtaget konkurrencekriterier og mindstekrav, der indeholder cirkulær økonomi. Tre byggerier er udbudt af danske bygherrer, der er omfattet af udbudsloven: to kommuner og et alment boligselskab. Et byggeri er udbudt af en norsk kommune, og et byggeri er udbudt af en privat bygherre.
Såvel bygherrer som bygherrerådgivere og tilbudsgivere har kommenteret de fem eksempler ud fra de erfaringer, de har gjort sig med udbuddene.
Publikationen indledes med en række anbefalinger, der er gennemgående for de fem byggeprojekter. Både bygherrer og tilbudsgivere peger på, at det er helt afgørende:
- at have klare konkurrencekriterier og veldefinerede begreber for de cirkulære elementer, man som bygherre ønsker. Det skal være klart, hvad der bedes om, så det er muligt for tilbudsgiverne at give konkrete og præcise bud på, hvordan byggeriet kan bygges og de opstillede mål nås.
- at gennemføre solide forundersøgelser for at nedbringe økonomisk risiko og usikkerhedstillæg, som tilbudsgivere typisk lægger på prisen, hvis der bygges med ukendte materialer eller byggeprincipper.
”Det er helt afgørende, at man får løftet risikoen ud af kontrakten. I forbindelse med udbud af P-hus i Roskilde Kommune fik vi derfor lavet komplette miljøtekniske undersøgelser af hele området. Så udgangspunktet blev oplyst. Både for os som bygherre og for de bydende. Begge parter blev bekendte med, hvor der var problemstillinger, som skulle løses,” forklarer Klaus Kellermann, der er chefkonsulent for bæredygtigt byggeri i Roskilde Kommune.
Eksempelsamlingen tager læseren med gennem overvejelserne i fem byggeprojekter: Hvilke mål er blevet sat, hvilken udbudsform er valgt, definitioner, forhandlingsforløb, mindstekrav og konkurrencekriterier.
”Vi håber, at publikationen kan virke som et redskab, hvor man enten direkte kan kopiere eller lade sig kraftigt inspirere. Vi har forsøgt at gøre den så konkret og praktisk som muligt” siger Lars Emil Kragh, der er forretnings- og udviklingschef samt underdirektør i Danske Arkitektvirksomheder.
Vi holder mini-seminar den 5. september, hvor du kan høre meget mere om de enkelte cases og få gode råd om cirkulære kriterier.
Publikationen Cirkulære Kriterier er efterfølgeren til Cirkulære Udbud fra 2021– der gennemgår udbudsformer, som er relevante for byggeprojekter med cirkulær økonomi indarbejdet. Begge publikationer er støttet af Dreyers Fond og Realdania.