Fem projekter er nomineret til Renoverprisen 2023
Vinderen af Renoverprisen 2023 skal i år findes blandt fem renoveringsprojekter fra hele landet. De nominerede projekter inkluderer et bofællesskab til seniorer, et indkøbscenter, en renoveret 60’er-villa, en historisk bygning til erhvervslejemål og et museum.
182 projekter fra hele Danmark var i år indstillet til Renoverprisen. Senere blev feltet skåret ind til 18 favoritter, og nu kan Renoverprisen løfte sløret for de fem bedste renoveringsprojekter, hvoraf ét projekt og hele holdet bag vil vinde titlen som Danmarks bedste renovering og en check på 100.000 kr. De nominerede projekter til Renoverprisen 2023 er:
- Rudkøbing Gamle Skole, Rudkøbing, C&W Arkitekter A/S
- A.C. Bangs Hus, København, Novaform Arkitekter
- FLUGT – Refugee Museum of Denmark, Oksbøl, BIG - Bjarke Ingels Group
- 60’er villa til børnefamilie, Aarhus, CJ Arkitekter
- Amager Centret, København, PLH Arkitekter
Projekterne kommer fra hele landet og viser stor diversitet i både typologi, størrelse og karakter. Projekterne er vellykkede eksempler på, hvordan renovering kan bidrage til den grønne omstilling og til at skabe nyt liv til stedet, til omgivelserne og til brugerne.
De nominerede projekter er nu til afstemning hos Renoverprisens valgkollegie, der består af 88 personer fra byggebranchen. Valgkollegiets medlemmer kommer fra hele landet og dækker branchen bredt. Vinderen af Renoverprisen 2023 offentliggøres ved en prisfest d. 7. september. Til festen vil vinderen af årets Specialpris også blive afsløret. Specialprisen går til et lille projekt, der har skabt stor værdi.