Foto af Tunnelfabrikken

Vær med til at fejre Arkitekturens Dag 2023

Dato 27.09.23 |
Af:
Klara Reetz

Foto: Arcgency / Arkitektforeningen

Hvert år den første mandag i oktober, i år den 2. oktober, sætter Arkitekturens Dag et særligt fokus på arkitekturens betydning for samfundet og vores liv, i Danmark og resten af verden, og byder offentligheden indenfor – og udenfor – til en lang række arrangementer.

Temaet for dette års Arkitekturens Dag mandag den 2. oktober er “bæredygtige byer og lokalsamfund” - også kendt som FN's verdensmål 11. Vi dykker ned i udvalgte arrangementer her.

Gratis adgang og forlænget åbningstid i København

I København kan du komme gratis på Dansk Arkitektur Center hele dagen. Åbningstiden er desuden forlænget, og dagen er fyldt med spændende aktiviteter.

Læs mere om DAC's program

Byvandringer og rundvisninger i Aarhus

I Aarhus udvides Arkitekturens Dag og i løbet af uge 40, kan du opleve flere forskellige byvandringer. Du kan komme med BYSTRATEGI på rundvisning på Aarhus' gamle kommunehospital, du kan høre om, hvordan Gellerupparken går fra at være monofunktionelt alment boligområde til en attraktiv forstad, eller du kan besøge Danmarks højeste træbyggeri.

Kommunerne hylder god arkitektur

Rundt omkring i landet i kommunerne hyldes den gode arkitektur også med arrangementer og ikke mindst uddeling af arkitektur-priser. Det gælder bl.a. i Horsens, Silkeborg, Odense og Svendborg, hvor man kårer kommunens bedste arkitektur. I Vejle byder dagen på guidet rundtur i både Nørremarken og RCV, som begge har bæredygtighed som bærende element. Dagen rundes af med afsløringen af vinderne af Vejle-Prisen og Borgernes Arkitekturpris.

Foto fra VILLUM Windows Collection
Foto: Kim Wendt og VILLUM Windows Collection

Særomvisning og fællesspisning på VILLUM Window Collection

VILLUM Window Collection inviterer til en særlig omvisning, som rejser gennem tiden og fortæller om vinduets rolle og udvikling i forhold til lys, luft og varme. Derudover sættes fokus på lokale vinduestraditioner. Bemærk at særomvisningen og fællesspisningen foregår torsdag den 5. oktober i Søborg.

Tilmeld dig her

Træ på plakaten i Aalborg

På Utzon Center fejres Arkitekturens Dag også, hvor du kan komme med til en boblende lækker, faglig eftermiddag. Mød Aalborg Kommunes nytiltrådte stadsarkitekt Lise Thorsen, hør om den øgede anvendelse af TRÆ i byggeriet og følg med i paneldebat om bæredygtigt byggeri.

Bliv klogere hjemme fra sofaen

Hvis du ikke har tid eller mulighed for at komme afsted til de mange arrangementer, kan du også lytte til Dansk Arkitektur Centers podcast Let's Talk Architecture, der ser på steder, der fortjener mere ris end ros og diskuterer, hvad der gør noget arkitektur bedre end andet. Du kan også gå på opdagelse i arkitektur hjemme fra stuen sammen med Realdania.

De kommende uger er altså fyldt med arrangementer, byvandringer, rundvisninger, prisuddelinger og meget mere i arkitekturens tegn.

Arkitektforeningen holder snor i begivenheden i Danmark. På deres hjemmeside kan du få et overblik over de hundredevis af spændende arrangementer over hele landet.

Se hele programmet

Der kommer hele tiden nye events til, så sørg for at holde dig opdateret omkring nye begivenheder i din by.

Vi ønsker alle en god Arkitekturens Dag!