Har du talt med din borgmester i dag?
Landets kommuner får nøglerolle i den grønne omstilling. Flere arkitektvirksomheder bør invitere politikere på besøg for at gøre dem klogere på bæredygtigt nybyggeri, transformation af gamle bygninger og nyt liv i landdistrikterne.
Når der fremover skal bygges mere grønt nybyggeri, og når bygninger i fremtiden skal transformeres i stor skala, får landets 98 kommuner en nøglerolle.
Derfor er det positivt, at ekspertgruppen bag den kommende nationale arkitekturpolitik rækker hånden ud til kommunerne, så de forhåbentlig kan blive til lokomotiver, der baner vej for en mere grøn og bæredygtig udvikling i byggesektoren .
Det er selvfølgelig ikke nyt, at kommunerne spiller en central rolle. Allerede da den tidligere arkitekturpolitik - Mennesker i Centrum – blev lanceret i 2014, blev kommunernes rolle som plan- og byggemyndighed og bygherre kraftigt understreget.
Det blev dengang fastslået, at den fysiske planlægning kunne kvalificeres ved at udarbejde lokale arkitekturpolitikker og ansætte stadsarkitekter. Siden har mange kommuner fulgt opfordringen, og det er glædeligt. Men mange flere bør stemple ind. Der er fortsat brug for flere stadsarkitekter til at sikre kvalitet og bæredygtige løsninger, ligesom der er behov for, at kommunerne gør langt mere for at renovere og transformere eksisterende bygninger.
Tilbage i 2014 havde man også blik for, at kommunerne havde en særlig opgave i landdistrikterne. Det blev konstateret, at mange mindre byer og landsbyer var under pres på grund af affolkning, og det blev påpeget, at der skulle gøres mere for puste nyt liv i nedslidte og funktionstømte bygninger.
Kan vi – hånden på hjertet – sige, at det er lykkedes i stor stil? Desværre nej.
I arkitekturpolitikken fra 2014 blev det som et overordnet mål også fremhævet, at det offentlige burde være bannerfører for kvalitet. Og det er vist heller ikke lykkedes i tilstrækkeligt omfang – hvis vi skal være ærlige.
"Kommunerne er samlet set Danmarks største bygningsejer (...), og de bør være med til at skabe incitamenter til at øge kvaliteten og udvikle bæredygtige løsninger." Lars Storr-Hansen, adm. direktør, Danske Arkitektvirksomheder
I dag, hvor den nye arkitekturpolitik skal formuleres, står vi et sted, hvor presset på at løse både gamle og nye udfordringer kun er vokset. Når der skal bygges fremover, skal CO2-udledningen sænkes, og cirkularitet og biodiversitet skal være en del af løsningen. Skal det lykkes, skal der findes nye mere fleksible og tillidsbaserede samarbejdsformer, genbruges gamle materiale og introduceres nye materialer samt sættes gang i innovation, der for alvor rykker byggesektoren i en mere bæredygtig retning.
I årevis har de offentlige bygherrer været underlagt et hårdt pres om at bygge til tiden og til prisen, men der vil komme mere fokus på bæredygtige løsninger i nybyggeriet og en markant opgradering og transformation af eksisterende bygninger. Her kan stat, regioner og især kommuner gøre en forskel.
Kommunerne er samlet set Danmarks største bygningsejer og største offentlige bygherre, og de bør være med til at skabe incitamenter til at øge kvaliteten og udvikle bæredygtige løsninger.
Det forudsætter en erkendelse af, at kvalitet måske nok koster her og nu, men til gengæld tjener sig hjem på sigt. Det kræver også en erkendelse af, at de eksisterende udbuds- og konkurrenceformer bør reformeres.
Herfra har vi længe argumenteret imod det kæmpeværdispild, der ligger i, at landets arkitektvirksomheder presses til at levere urimeligt detaljerede projekter i konkurrencer og udbud; det resulterer alt for ofte i spildt arbejde, fordi det meste efterfølgende skal ændres alligevel, når man har dialogen med bygherren.
Denne udbudspraksis er også en direkte trussel mod den grønne omstilling, fordi grøn omstilling kræver innovation og fleksibilitet. Det nytter derfor ikke noget at låse projektet i udbudsfasen. Et godt og robust projekt skabes i dialog og samarbejde og med anerkendelse af at ikke alt kan forudses i en innovativ proces.
Midt i denne brydningstid giver det derfor ekstra god mening at invitere politikere og borgmestre på besøg eller selv troppe op på Rådhuset for at fortælle om mulighederne i den grønne omstilling og om barriererne, der skaber unødige forhindringer.
Hvis vi i højere grad kan skabe partnerskaber med kommunerne om omstillingen, vil det være win-win for både kommunerne og arkitektvirksomhederne, der skal levere mange af fremtidens løsninger.