Foto af Katja Viltoft

”Vores omverden har brug for - og forventer - at arkitektbranchen er inkluderende og divers”

Dato 06.03.24 |
Af:
Pernille Helledie Isaksen

Foto: Laura Stamer

Diversitet er en disciplin, som arkitektbranchen er ved at tillære sig. Og som næste generation forventer, at vi mestrer. Det mener Katja Viltoft, bestyrelsesformand for Danske Arkitektvirksomheder, der netop har lanceret en plan for at styrke ligestilling, diversitet og inklusion i de danske arkitektvirksomheder. 

Utrolig homogen. Sådan beskriver Katja Viltoft den arkitektbranche, som hun selv er en del af – som partner i JJW Arkitekter og som formand for bestyrelsen i Danske Arkitektvirksomheder.

”Som i mange andre fag inden for byggebranchen har arkitektbranchen historisk set været meget domineret af mænd. Men det er i høj grad en udvikling, som i arkitektbranchen går den anden vej. Og særligt over de seneste år har der været en stor tilgang af kvinder i de danske arkitektvirksomheder. I så høj grad, at vi i dag nærmer os en ligelig kønsfordeling på medarbejderniveau, ligesom der på arkitektskolerne er begyndt at være en lille overvægt at unge kvinder blandt de studerende,” siger Katja Viltoft.

Hun understreger, at selvom kønsdiversiteten går den rigtige vej på medarbejderniveau, er der stadig et godt stykke vej, når det handler om fordelingen af mænd og kvinder på ledelsesgangene, i partnerkredsene og i bestyrelserne hos landets arkitektvirksomheder.

"Vi er stadig en alt for homogen branche. Her er der for alvor brug for opmærksomhed og handling." Katja Viltoft, bestyrelsesformand for Danske Arkitektvirksomheder

”Diversitet er i høj grad en disciplin, vi er ved at tillære os i arkitektbranchen. Og vi er længere på nogle parametre end andre. Derfor er det nødvendigt, at vi fortsat arbejder målrettet på at styrke ligestilling, diversitet og inklusion i de danske arkitektvirksomheder. Det handler blandt andet om køn, men diversitet er meget andet end det. Det er evnen til at rumme mennesker med vidt forskellige baggrunde – fagligt og kulturelt, samt mennesker med vidt forskellige forudsætninger – fysisk og mentalt. Og her er vi stadig en alt for homogen branche. Her er der for alvor brug for opmærksomhed og handling,” siger Katja Viltoft.

Diversitetspolitik uden to streger under

Derfor lancerer Danske Arkitektvirksomheder nu en plan for at styrke ligestilling, diversitet og inklusion i de danske arkitektvirksomheder. Den indeholder en ny diversitetspolitik i form af en skabelon, som kan bruges af medlemmerne som inspiration i deres eget arbejde med at fremme øget diversitet, ligestilling og inklusion.

Og netop den form har været vigtig for Katja Viltoft:

”Diversitet er et bredt begreb, og der er brug for en bred tilgang til, hvordan diversiteten styrkes i den enkelte virksomhed. Derfor har vi i Danske Arkitektvirksomheder formuleret en diversitetspolitik uden to streger under. I stedet er den tænkt som en skabelon og et værktøj til inspiration, når man kigger på egen praksis og i den interne dialog om: Hvad er diversitet for os? Er det flere ansatte med anden kulturel baggrund? Er det flere forskellige fagligheder i huset? Er det flere kvinder i partnerkredsen? Eller er det en anden måde at rekruttere på? Der er mange måder at arbejde med diversitet på, og det afspejler vores nye diversitetspolitik.” 

Næste generation forventer mere 

Arbejdet med at skabe en mere rummelig og inkluderende arbejdsplads er ifølge Katja Viltoft blevet et vilkår for de danske arkitektvirksomheder – understreget af de virksomheder, der arbejder internationalt med kontorer og medarbejdere i udlandet:

”Når man har ansatte, der repræsenterer en meget bredere pallette af kulturer, kræver det, at man som dansk arkitektvirksomhed tager et opgør med ”sådan plejer vi at gøre i Danmark”, fordi den vante kultur og struktur ikke nødvendigvis giver mening for og rummer alle medarbejdere. Men i virkeligheden er det en øvelse, som alle arkitektvirksomheder burde lave – uanset om de opererer i udlandet eller ej,” siger Katja Viltoft og peger på næste generation af arkitekter som en afgørende målgruppe:

”De unge arkitekter kommer med et helt andet blik på diversitet og en helt anden forventning om, at vi som virksomheder rummer og repræsenterer et langt bredere udsnit af den danske befolkning. Næste generation stiller i langt højere spørgsmål som: Hvorfor ser vi så ens ud? Og er der plads til mig her, selvom jeg skiller mig ud? Det er vi nødt til at kunne svare ja til i de danske arkitektvirksomheder. Fordi vi har brug for alle baggrunde, alle aspekter, alle kompetencer og alle talenter.” 

"Næste generation stiller i langt højere spørgsmål som: Hvorfor ser vi så ens ud? Og er der plads til mig her, selvom jeg skiller mig ud?" Katja Viltoft, bestyrelsesformand for Danske Arkitektvirksomheder

Og den brændende platform er ifølge Katja Viltoft ikke til at tage fejl af:

”Hvis vi som branche skal levere arkitektur af høj kvalitet, og hvis vi skal bidrage til løse komplekse problemstillinger i det byggede miljø, skabe inkluderende byer, løse sociale boligudfordringer og bygge mere klimavenligt, så kræver det, at vi rent faktisk har en forståelse for de udfordringer. At de kompetencer, den viden og det mindset, der skal til for at løse de opgaver, er til stede i virksomheden og repræsenteret i virksomhedens medarbejdergruppe. For vores fag mødes af en omverden, der har brug for og forventer, at vores blik og kompetencer er brede og inkluderende.” 

Vedvarende fokus på diversitet

Med lanceringen af den nye diversitetspolitik vil Danske Arkitektvirksomheder aktivt følge udviklingen, ligesom organisationen vil have fokus på ligestilling, diversitet og inklusion i alle relevante udvalg. Derudover er det planen at følge og understøtte arkitektvirksomhedernes arbejde på området.

”For at sikre fokus på diversitet kommer vi til at følge op med løbende rundspørger til vores medlemmer og deres medarbejdere. Fordi vi ønsker at blive klogere på, hvordan det udvikler sig over tid, og ikke mindst hvordan man arbejder med det på tværs af de forskellige typer af arkitektvirksomheder, vi repræsenterer,” siger Kajta Viltoft. 

Hun opfordrer også virksomhederne til selv at følge op på egen udvikling: 

”Dels for at åbne deres blik for, hvor de selv kan være udfordret og bias, når det kommer til diversitet. Men også fordi vi ser en stigende tendens til, at vigtige samarbejdspartnere og bygherrer forventer, at vi som arkitektvirksomheder rapporterer på ESG – herunder social ansvarlighed. Derfor er der brug for, at vi selv får et bedre billede af tingenes tilstand, fordi det i dag forventes af vores samarbejdspartnere. Og ikke mindst af vores kommende ansatte.” 

Læs mere om diversitetspolitikken her