Brug for samlet fokus på byggesektoren – lær af von der Leyen
Vigtige politiske initiativer er på vej mod bygge- og boligsektoren. Det øger behovet for at sikre, at de forskellige planer trækker i samme retning. Og det understreger behovet for at få skabt et mere samlet politisk fokus på byggesektoren.
På Christiansborg har det længe svirret med rygter om, hvem der skal være Danmarks næste EU-kommissær. Der bliver også gættet intenst på omfanget af den ministerrokade, som udnævnelsen vil udløse, når en af regeringens ministre formentlig snart skal pakke kufferten for at rejse til Bruxelles.
Oven i det venter mange spændt på, om vi om måske får et nyt ministerium, der skal styrke beredskabet i en tid, hvor truslerne stiger, og hvor det bliver vigtigere end nogensinde at kunne imødegå f.eks. cyber-angreb og anslag mod vores infrastruktur.
Det giver mening, at skiftende regeringer med mellemrum ser på, om ministerierne er organiseret rigtigt, og det er klogt at opruste, når særlige områder får behov for et mere samlet politisk fokus.
Desværre tyder intet på, at regeringstoppen tænker tilstrækkeligt dybt over den betydning, som bygge- og boligsektoren har, hvad enten vi taler samfundsøkonomi og beskæftigelse, grøn omstilling og klimasikring eller om de overordnede rammer for, hvor og hvordan danskerne bor og arbejder - og om boligerne er til at betale.
"Spredningen svækker overblikket og gør det vanskeligere at sætte en retning." Lars Storr-Hansen, adm. direktør, Danske Arkitektvirksomheder
Det kniber også med at få de folkevalgte til at bane vej for den bølge af renovering og transformation af den eksisterende bygningsmasse, som alle er enige om skal i gang. Der er heller ikke mange politikere, som for alvor følger med i, hvordan byggesektoren – med landets arkitektfirmaer i spidsen – skaber byggerier, der rundt om på kloden understreger Danmarks position som en design- og arkitekturnation.
Når vi holder bygge- og boligsektorens betydning op mod den måde, som det politiske ansvar er organiseret på, springer det i øjnene, at ansvaret er smurt ud over mange forskellige ressortområder. På denne plads har jeg tidligere nævnt, at byggeloven, som BR18 udmønter, ligger i Social- og Boligministeriet, mens planloven ligger i By-, Land- og Kirkeministeriet. Klimaet er placeret i Klimaministeriet, mens det ydre miljø er placeret i Miljøministeriet. Og endelig er ansvaret for arkitekturpolitikken lagt i Kulturministeriet.
Spredningen svækker overblikket og gør det vanskeligere at sætte en retning.
Eftersom disse grundvilkår næppe bliver ændret i forbindelse med den kommende ministerrokade, er vi tvunget til at handle ud fra de forudsætninger, som nu engang er en realitet. Derfor vil vi i den kommende tid arbejde for at skabe sammenhæng mellem alle de politiske initiativer, som snart vil præge den kommende folketingssamling. Allerede til oktober ventes en ekspertgruppe som bekendt at præsentere deres anbefalinger til en ny national arkitekturpolitik. Et nyt landdistrikt-udspil er også på vej. Og endelig skal bygningsreglementet revideres gennem en flerårig proces, som Social- og Boligstyrelsen vil stå i spidsen for. Alle er enige om, at reglementet er blevet uoverskueligt, ligesom der er bred enighed om, at det i højere grad skal bidrage til den grønne omstilling. I samme proces skal det alment teknisk fælleseje også gennemgås, så samlet set er der tale om et eftersyn af hele det fundament, som byggesektoren arbejder på. Kort sagt: Det er en kolossal opgave, der venter.
Eftersom udspillene kommer fra forskellige ministerier, er det afgørende, at der sker en koordinering, så udspillene vil supplere og ikke modarbejde hinanden. Det vil Danske Arkitektvirksomheder forsøge at medvirke til.
Men på længere sigt fortjener bygge- og boligsektoren et mere samlet politisk fokus, og der er heldigvis tegn på, at et opbrud kan være i gang.
I EU fortsætter Ursula von der Leyen som kommissionsformand, og hun er en af de europæiske toppolitikere, som har fået øjnene op for bygge-og boligsektorens betydning. Det gælder i forhold til økonomi, energiforsyning og grøn omstilling, hvilket vi har kunnet se i flere store planer – bl.a. i form af EU’s green deal og flere nye direktiver. Hun har også forsøgt at skabe en ny vision for byggeriet via projektet New European Bauhaus. Og senest har hun talt om den udfordring, der handler om, at millioner af borgere rundt om i Europa ikke har råd til at få en bolig – hvilket er en debat, som nu også breder sig herhjemme.
Pointen er ikke, at Ursula von der Leyen nødvendigvis står med alle de rigtige løsninger. Det vigtige arbejde med at bane vej for den grønne omstilling har i flere tilfælde ramt sårbare borgere rundt om i Europa unødigt hårdt, og når det sker, kan det udløse oprør mod den nødvendige grønne omstilling.
Tilbage står imidlertid, at Ursula von der Leyen har forstået bygge- og boligsektorens betydning og har blik for, hvad den kan bidrage med. Samme erkendelse har ikke nået politikerne herhjemme. Endnu. Men håbet er som bekendt lysegrønt.