Foto af Mads Dyssel Engel

Arkitekter deler vigtige erfaringer i ny publikation om vækst

Dato 10.10.24 |
Af:
Pernille Helledie Isaksen

I en ny digital publikation sætter Danske Arkitektvirksomheder fokus på vigtige håndtag som generationsskifte, fusion, partneroptag og opkøb, når medlemmerne skal fremtidssikre deres forretning. 

”Det skal jo ske før eller siden. Og det er enormt vigtigt for mig, at det bliver før – og ikke siden. At generationsskiftet sker smertefrit og uden en gruppe kolleger og partnere, der står og tænker: så flyt dig dog – du står i vejen.”

Sådan fortæller Michael Christensen, stifter af Christensen & Co Arkitekter, om det generationsskifte han har gennemført, og som betyder, at han i dag har solgt hele sin andel af den tegnestue, han stiftede i 2006, til resten af partnergruppen.

Sammen med otte andre arkitektvirksomheder sætter han ord på de overvejelser, udfordringer og erfaringer, de som virksomhed har gjort sig i store forandringsprocesser som opkøb, fusioner, partneroptag eller generationsskifte.

Suppleret af den nyeste viden og rådgivning fra Danske Arkitektvirksomheders jurister og konsulenter danner de ni cases rammen om en ny digital publikation, der skal vise forskellige veje mod fortsat vækst for Danske Arkitektvirksomheders medlemmer.

Mads Dyssel Engel, der er udvalgsleder for Danske Arkitektvirksomheders Fokusudvalg for forretningsudvikling og partner i Nordic Office of Architecture, har set frem til publikationen: 

”Målet er at sikre fortsat god forretningsudvikling for vores medlemmer og få anskueliggjort de forskellige muligheder, man har som arkitektvirksomhed, når forretningen skal styrkes – fx gennem et partneroptag eller et opkøb. Eller når forretningen skal sendes godt videre i et salg eller et generationsskifte.”

Husk tiden og kulturen

Den slags store beslutninger og processer tager tid. Derfor er det ifølge Mads Dyssel Engel vigtigt at starte sine overvejelser i god tid og trække på den viden og de erfaringer, der ligger hos Danske Arkitektvirksomheder – nu samlet i en ny digital publikation.

”Ud over det rent økonomiske aspekt i et partneroptag, et generationsskifte eller et opkøb, er det også vigtigt at italesætte de kulturer og værdier, man ønsker at bære videre i virksomheden. Det kræver tid, og det kræver samtaler, som til sidst skal munde ud i en velovervejet og nedfældet plan for den proces, der nu skal i gang,” siger Mads Dyssel Engel og peger på publikationens nu cases som en vigtig kilde til inspiration:

"Ud over det rent økonomiske aspekt i et partneroptag, et generationsskifte eller et opkøb, er det også vigtigt at italesætte de kulturer og værdier, man ønsker at bære videre i virksomheden." Mads Dyssel Engel

”Det er enormt generøst, at flere arkitektvirksomheder har sagt ja til at dele deres mange erfaringer med fusioner, generationsskifte, opkøb og partneroptag, og at de tilmed har været så åbne om de udfordringer, de også har mødt undervejs - og som de har lært af. Det vidner om en brancheforening og en arkitektbranche, som vil hinanden det bedste. Konkurrence er en del af vores hverdag, men ved siden af det er der også et udpræget ønske om, at hinanden skal lykkes og et ønske om, at der fortsat er stærke arkitektvirksomheder i Danmark,” siger Mads Dyssel Engel.

Kravene er flere og komplekse

Med stigende krav og en øget kompleksitet i de projekter og den rådgivning, som danske arkitektvirksomheder skal levere i dag, kan der være brug for at polstre sin forretning, lyder det fra Mads Dyssel Engel:

”Kravene til arkitekten som rådgiver er blevet langt mere komplekse de seneste mange år. Det har gjort, at arkitektvirksomhederne er blevet langt bredere rent kompetencemæssigt. Der er brug for flere forskellige profiler og fagligheder på landets tegnestuer end blot den klassisk akademisk uddannet arkitekt for at kunne levere og gennemføre projekter med de krav, der stilles i dag,” siger Mads Dyssel Engel og fortsætter:

”Jeg ser også et større fokus på behovet for nye referencer – særligt op mod de offentlige bygherrer. Det betyder, at der blandt mange arkitektvirksomheder er et større fokus på at polstre sig gennem opkøb eller gennem fusioner for at sikre sig de nødvendige hænder til at kunne opretholde de nødvendige referencer.”

Næste generation stiller nye krav

Beder man Mads Dyssel Engel pege på andre vigtige greb til forretningsudvikling – ud over de velkendte som at optage nye partnere eller opkøbe andre virksomheder – ser han især de unge arkitekter som et vigtigt OBS-punkt:

”Der er en ny generation af arkitekter på vej ud på arbejdsmarkedet, som har nogle andre perspektiver, nogle andre forventninger og drømme til deres arbejdsliv og arbejdsplads, end min generation af arkitekter havde. De har andre krav og forventninger til, hvordan det er at være en del af en tegnestue og en virksomhedskultur. De efterspørger mere rum til at udvikle sig og mere feedback. Dem skal vi lykkes med at integrere i vores tegnestuer,” siger Mads Dyssel Engel og peger på endnu en vigtig indsats:

”Jeg synes også, fremtiden kalder på et meget større fokus på diversitet i både vores ledelses- og medarbejderlag. Som arkitektvirksomheder skal vi i højere grad afspejle det samfund, vi er en del af og bygger til, når det kommer til køn, etnicitet, social og kulturel baggrund. Diversitet kommer til at blive en stor styrke for det kulturelle i virksomheden, men i høj grad også for det forretningsmæssige.”