LINK Arkitektur: Man bør ikke kunne bygge uden skærpede krav til biodiversitet og vandhåndtering
Biodiversitet bliver et stadig vigtigere fokusområde i byggeriet og i udviklingen af bæredygtig arkitektur. Vi har talt med CEO i LINK Arkitektur Kristina Jordt Adsersen om behovet for flere biodiversitetstiltag, hvordan deres digitale værktøjer understøtter arbejdet med biodiversitet og deres erfaringer fra tidligere projekter.
I stribevis af nye rapporter og handleplaner er der fokus på biodiversitet som et afgørende område i forhold til grøn omstilling i byggeriet og fremtidens bæredygtige arkitektur. Er I tilfredse med de initiativer, der tages – eller er der brug for andre tiltag?
Biodiversitet og naturmangfoldighed er helt essentielle faktorer for at opretholde en sund og ’liveable’ økobalance – også i byerne. Der er behov for flere tiltag og en kulturændring, hos myndigheder som bygherrer – både offentlige og private. Selvom vi i LINK Arkitektur oftere arbejder med projekter, hvor bæredygtighed og biodiversitet er i fokus, er vi ikke langt nok. EU taksonomi; ESG krav og grøn finansiering får en voksende betydning. Men der bør stilles flere krav, også i kommunerne. Man bør ikke kunne bygge boliger eller et datacenter uden skærpede krav til at have tænkt biodiversitet og vandhåndtering med.
Hvordan tror I, at fokus på biodiversitet vil udvikle sig inden for arkitektur og byplanlægning i den kommende tid? Er der specifikke tendenser eller teknologier, som I forventer vil spille en stor rolle?
Designprincipper for at fremme høj biologisk mangfoldighed har været kendt længe, og vi ser, at de stadig oftere bliver en naturlig del af projekterne. Blandt vigtige tiltag for mere biodiversitet, er at definere fælles standarder og målemetoder for biodiversitet/biofaktor, og måske endda en egen certificering. I LINK Arkitektur har vi vores digitale innovationsafdeling ’LINK IO’, som udvikler digitale redskaber indenfor AI og parametrisk design, til at analysere grundlag for vindpåvirkning, sol, regnvand, grundvand, artsmangfoldighed, og de har også udviklet en app der kan konvertere forskellige biodiversitetsstandarder i et fælles overblik.
"Det virker umuligt at se for sig at vi kan bevare vores trygge bymiljøer og smukke landskabsområder fremover, uden at have biodiversitet som et afgørende designparameter." Kristina Jordt Adsersen, adm. direktør, LINK Arkitektur
Kan I dele et eksempel på et projekt, hvor biodiversitet har spillet en central rolle? Og hvad I har lært af projektet?
På Torslanda Skole ’The world’s best school when it rains’, har LINK Arkitektur været arkitekt- og landskabsarkitekt og dermed opnået et tæt samspil mellem byggeri og landskab,og opnået en høj grad af biodiversitet.
På Torslanda Skole er biologisk mangfoldighed, regnvandshåndtering og pædagogisk leg forenet i et helhedsorienteret udendørskoncept. Da byggefasen lige er overstået, har vi sandsynligvis stadig meget at lære af projektet. Men vi har tydeligt mærket værdien af at få et godt og meget tidligt samarbejde mellem ARK og LARK, samt hvor værdifuldt det er at have en fremsynet og ambitiøs kommune som kunde.
Illustration af Torslundaskolen, Gøteborg, LINK Arkitektur
Læs mere om Torslandaskolan her
På jeres hjemmeside kan man se, at biodiversitet er en af jeres ”services”. Hvor vigtigt bliver det som forretningsområde for jer og arkitektbranchen fremadrettet?
Biodiversitet er et voksende forretningsområde, som i stigende grad integreres med de øvrige arkitekt- og landskabsydelser. I dag er der få projekter, hvor bevarelse/udvikling/tilbageføring af biodiversitet er det overordnede mål, da problemet med aftagende naturmangfoldighed ikke er særlig mærkbart i hverdagen. Til gengæld er der mange steder behov for øjeblikkelige tiltag til regnvandshåndtering. Dette vises spektakulært i medierne hver gang, det regner lidt ekstra meget. Effektiv naturbaseret regnvandshåndtering og biologisk mangfoldighed går hånd i hånd, så man kan snige sig ind ad den vej og opnå en dobbelt effekt. Det virker umuligt at se for sig at vi kan bevare vores trygge bymiljøer og smukke landskabsområder fremover, uden at have biodiversitet som et afgørende designparameter.