EGEBJERG MØLLE
På toppen af Egebjerg Bakker i Stenstrup ligger den over 150 år gamle Egebjerg Mølle. Efter en omfattende renovering fra 2008-2014 fungerer møllen i dag som både formidlings- og undervisningscenter. En storslået udsigt over det sydfynske øhav kan opleves fra den markante mølletop; En ottekantet, roteret prisme, der er designet af Praksis Arkitekter.
“I det nære lokalsamfund er der nu blevet skabt en stolthed og glæde over møllen, idet vi rigtig tit oplever lokale beboere, der igen og igen besøger møllen,
men nu vil de også lige vise deres gæster fra andre egne af landet, hvad vi på Sydfyn kan byde på af unikke seværdigheder.”
Per M. Jensen, Formand Egebjerg Møllelaug
KULTURHISTORIE & LOKALT SAMMENHOLD
Et succesfuldt samarbejde mellem lokale ildsjæle, kommune og arkitekter har ifølge Egebjerg Møllelaug gjort det muligt at skabe en spektakulær møllerenovering, som har givet værdi til lokalsamfundet. Udover at vidne om områdets kulturhistorie har møllen skabt lokal stolthed og er blevet et samlingspunkt i Egebjerg Bakker med sine mange muligheder for både undervisning, udflugter og selvorganiserede aktiviteter. Succesen kommer bl.a. til udtryk gennem et årligt besøgstal på 17.000 gæster i 2014 og 15.000 i både 2015 og 2016, mod et forventet besøgstal på omkring 10.000 gæster per år. Per M. Jensen, formand for Egebjerg Møllelaug, beretter i laugets årlige nyhedsbrev for 2017 om møllens succes:
“Chile, Tjekkiet, Kina, New Zealand, Tønder, Lyngby, USA eller Søborg er blot få blandt mange steder, som besøgende kommer fra” […] “Vi har allerede nu haft Naturrummet i tre år og haft rigtig mange besøgende, ca. 15.000 i snit pr. år – et tal vi alle kan være stolte af.”
IDENTITET & BRANDING
Egebjerg Mølles top er designet af Praksis Arkitekter. Den spektakulære top fungerer som udkigstårn og er med Egebjerg Møllelaug's egne ord blevet møllens vartegn. Mange arkitekturinteressede ligger i dag vejen forbi Stenstrup for at studere møllen. Om de positive tilbagemeldinger, skriver Per M. Jensen til Danske Arkitektvirksomheder i marts 2016:
"Der kommer utrolig mange positive tilkendegivelser, dels på indretningen og formidlingen i møllen, men også på prismen, såvel af konstruktionen, som af funktionaliteten, hvoraf flere har spist frokost og drukket champagne i prismen og nydt udsigten. [...] Vores gæstebog vidner om besøgende fra hele landet, ja, gæster fra mange lande i hele verden, har af den ene eller anden grund fundet vej til os. Bl.a. har et hold internationale arkitektstuderende fra Lunds Universitet været på besøg, selvfølgelig primært for at studere glasprisme konstruktionen nærmere i detaljer."
OM PROJEKTET
I Egebjerg Mølle formidles viden om det smukke omkringliggende istidslandskab i de forskellige etagers udstillingsrum, som inspiration for besøgende til at komme ud og opleve naturen. I møllen er der både plads til ro og fordybelse, undervisning og lokalt organiserede aktiviteter. Øverst i møllens markante glastop er det muligt at nyde en storslået udsigt over Sydfyn. Toppen tager udgangspunkt i den ottekantede svikrundgang midt på møllen med en ottekantet glasprisme, som roteret 25 grader. Rotationen tilføjer møllen en dynamik, som refererer til de tidligere møllevinger, og giver associationer til de isformationer, som i sin tid formede landskabet omkring møllen. Nederst i prismen kan otte store vinduer åbnes mekanisk, og i toppen kan et mindre parti åbnes for udluftning. Det spinkle skelet er selvbærende og udført i glasblæst rustfrit stål.
Efter en flerårig og passioneret lokal indsats i et samarbejde mellem Egebjerg Møllelaug, Naturturisme, Friluftsrådet og Praksis Arkitekter er det lykkedes at transformere møllen til en populær attraktion. Det ses bl.a. gennem de flotte besøgstal og gæstebogen, der bugner af positive tilbagemeldinger fra lokalbefolkningen, såvel som danske og udenlandske turister og arkitekturinteresserede.