COPENHAGEN TOWERS II INTERIØR

Opdateret 26.07.22 |
Af:
Peter Andreas Sattrup

Foto: Lendager Group

Kontorbyggeriet Copenhagen Towers II i Ørestaden er tegnet af det engelske arkitektfirma Foster + Partners, mens en lang række upcyclede materialer er indarbejdet i bygningens interiør af Lendager Group.

I det anvendte genbrugsbeton er 62,5% af de jomfruelige materialer i tilslaget erstattet af genanvendte materialer, hvilket har reduceret både CO2-udledning og materialespild.

INDEKLIMA & CO2-AFTRYK

I det nye Copenhagen Towers II tages upcycling og materialebæredygtighed til et helt nyt niveau. Ifølge Lendager Group er dele af bygningen beklædt med akustiske loftsplader fremstillet af PET-plastflasker, vægpaneler lavet af affaldstræ, transparente vægge er fremstillet af kasserede sejl fra konkurrencesejlads, og gulve er lavet af genbrugsbeton. Projektet gør restprodukter og byggeaffald til ny ressourcer for arkitekturen. Det er omkostningsneutralt, og har genereret lokale produktionsarbejdspladser. Derudover reducerer det CO2-udledningen under produktionen af bygningens interiør. Lendager Group giver bæredygtigheden et konkret udtryk, når bygningens brugere og besøgende både kan se og røre ved materialerne, f.eks. væggenes træplader, som har været dele af gamle vindueskarme eller samlinger.

RESSOURCEOPTIMERING

Med et 1000m2 stort genbrugsbetonareal i bygningens foyer viser Lendager Group, at det er muligt at bruge og producere betonoverflader, der er langt mere bæredygtige end dem, der produceres af nye materialer. Ifølge Lendager Group er 62,5% af de jomfruelige materialer i det anvendte genbrugsbeton i tilslaget erstattet af genanvendte materialer, der blev støbt lokalt, hvilket har reduceret både CO2-udledning og materialespild.

Copenhagen Towers II Interiør, Lendager Group.
Foto: Lendager Group

OM PROJEKTET

Bygningen, som er designet af Foster + Partners, indeholder konferencefaciliteter, offentligt tilgængelige restauranter og cafeer samt et spektakulært atrium på 1.400m2, som forbinder hele komplekset med naboerne Hotel Crowne Plaza og South Wing. Bygningen ligger i et område, der gennembrydes fra alle sider af både metro, tog og motorvej, og forventes at blive Danmark største, samlede erhvervsbygning med op mod 5.000 arbejdspladser. Bygningen indeholder en lang række bæredygtige løsninger, bl.a. et grundvandsbaseret kølings- og opvarmningsanlæg, der i samspil med solcelleanlæg reducerer bygningens energiforbrug med op til 90% i forhold til lignende bygninger af samme størrelse.

Læs mere om interiøret i Copenhagen Towers II på Lendager Group's hjemmeside