A.P. MØLLER SKOLEN
A.P. Møller Skolen tilbyder undervisning for det danske mindretal i Slesvig med elever fra 7. klassetrin til 3.G. På skolen oplever man, hvordan de fysiske rammer har haft en afgørende betydning for eleverne og lærernes trivsel i hverdagen. Skolen er tegnet af arkitektfirmaet C.F. Møller.
"I løbet af det første skoleår har vi kunnet konstatere, at mange elever er blevet løftet betydeligt i faglig henseende. De bygningsmæssige rammer og de iboende muligheder for fleksibel læring spiller en væsentlig rolle for, at eleverne er blevet bedre motiveret, har kunnet klare sig over forventning og stræber efter en længere skolegang."
Jørgen Kühl, Rektor, A.P Møller Skolen
LÆRING & LIVSKVALITET
A.P Møller Skolens rektor, Jørgen Kühl, beskriver i et interview med A.P. Møller Fonden fra 2013, hvordan skolens særlige atmosfære har været med til at give eleverne en markant øget lyst til at yde en faglig indsats. På trods af, at en stor andel af eleverne ikke kommer fra akademiske hjem, udviser mange et højt fagligt ambitionsniveau og flere bryder den sociale arv ved at søge ind på skolens tilhørende gymnasium. Inden åbningen forventede man at en årgang i gymnasiet ville udgøre omkring 65-75 elever. Men i 2013 havde man over hundrede elever pr årgang. Ifølge A.P. Møller Fonden har 70% af skolens egne elever opnået en studentereksamen de første fem år efter skolens åbning, hvilket er langt over forventning.
IDENTITET & SAMFUNDSØKONOMI
Ifølge A.P. Møller Fonden er A.P. Møller Skolen blevet et tilløbsstykke med over 70.000 besøgende siden åbningen. Mange lokale arrangementer afholdes i skolens aula og festsal på grund af de smukke rammer og rummenes gode akustiske forhold. Skolens rektor, Jørgen Kühl, beskriver ligeledes, hvordan skolens helt særlige stemning har smittet af på både elever og medarbejdere og motiveret dem i det daglige arbejde. Den positive spiral underbygges yderligere af, at det attraktive miljø har tiltrukket nye, stærke lærerkræfter.
OM PROJEKTET
A.P. Møller Skolen lever op til kravene for både det danske og slesvig-holstenske skolesystem og kobler multianvendelige rum med plads til både personlig læring med mere traditionelle klasseværelsestrukturer. Alle rum indeholder transparente indgangspartier, der giver udsyn til fællesrummet 'Videncenteret', og den karakteristisk trappe i miten, som forbinder skolens balkoner med biblioteket. Gode akustikforhold sørger for, at mange aktiviteter kan foregå samtidig, uden at eleverne forstyrrer hinanden indbyrdes. Skolens elever og personale oplever, at der er en særlig læringsatmosfære, som præger deres motivation i arbejde og studier.