HR & Personale

Det er Dansk Industri (DI) der varetager betjeningen af Danske Arkitektvirksomheders medlemmer og sagsbehandlingen af dine personale- og overenskomstsager. Du og din virksomhed skal derfor være medlem af DI, når der er ansatte medarbejdere i virksomheden.

Dansk Industri varetager arkitektbranchens arbejdsgiveres interesser i personalejuridiske sager. Spørgsmål vedrørende overenskomster, ansættelser, opsigelser mv. håndteres af DI's team af konsulenter. Ved spørgsmål af forretningsmæssig og erhvervsjuridisk karakter, herunder f.eks. spørgsmål om forretningsudvikling, ABR, udbud, og ophavsret, skal du rette henvendelse til Danske Arkitektvirksomheders sekretariat.

DI har samlet de væsentligste dokumenter og vejledninger på en særlig side for HR & Personalejura i arkitektbranchen.

Læs mere her

Har du brug for rådgivning på det personalejuridiske område, skal du kontakte DI - Dansk Industri.

DI's eksperter i personalejura sidder klar til at hjælpe dig.

Kontakt personalejura her

Løn til studerende og praktikanter

Danske Arkitektvirksomheder anbefaler en fælles praksis vedr. aflønning af arkitekt- og landskabsarkitektpraktikanter og ditto studerende, der udfører arkitekt- eller landskabsarkitektfagligt arbejde.

Anbefalingerne gælder for:

  • Arkitektpraktikanter
  • Arkitektstuderende der har været i praktik eller har relevant erhvervserfaring
  • Øvrige arkitektstuderende.

Danske Arkitektvirksomheder opfordrer til, at alle medlemsvirksomheder følger nedenstående anbefalinger.

Praksis for arkitektpraktikanter

Hvem?
Arkitektstuderende, der er i praktik som en godkendt del af deres uddannelsesforløb.
Regler
Er ikke omfattet af Arkitektoverenskomsten.
Studerende på danske uddannelsesinstitutioner får typisk SU, og kan derfor ikke modtage løn. Virksomheden kan yde en erkendtlighed på maks. 3.375 kr. (2023)
Praktikanter fra EU-lande, er typisk i praktik via Erasmus-program. Hvis de får SU, gælder samme regler om erkendtlighed.
Praktikanter fra 3. lande skal have en arbejds- og opholdstilladelse. Det er et krav, at de råder over et beløb på 6.589 kr. (2023) om måneden. Enten optjent via arbejde i Danmark eller som opsparing hjemmefra. Læs også DI's vejledning om studerende i praktikforløb.
Anbefaling
Reglerne følges.
Studerende uden adgang til SU eller tilsvarende aflønnes svarende til SU og evt. med erkendtlighed.

Praksis for arkitektstuderende, der har været i praktik eller har relevant erhvervserfaring

Hvem?
Arkitektstuderende, der fx i en studiepause ansættes på fuldtid eller deltid, og som enten har været i praktik som en del af sin uddannelse, eller som har relevant erhvervserfaring.
På danske uddannelsesinstitutioner ligger praktikperioden typisk på 6. semester, og disse studerende vil således være bachelorer. Ofte tager bacheloren en studiepause for at arbejde.
Regler
Er ikke omfattet af Arkitektoverenskomsten.
Danske Arkitektvirksomheder anbefaler, at denne gruppe aflønnes iht. Statens satser for studerende. Statens satser findes her i afsnit 2.1.1 E, stk. 4
Anbefaling
Studerende, der har været i et semesters praktik, eller som har relevant erhvervserfaring, aflønnes iht. statens satser for studerende.

Praksis for øvrige arkitektstuderende

Hvem?
Arkitektstuderende, der endnu ikke har været i praktik, men hvor praktik er en officiel del af uddannelsesforløbet.
Arkitektstuderende, der er indskrevet på en arkitektuddannelse, hvor praktik ikke er en del af uddannelsen, og som ikke har anden arkitektfaglig erhvervserfaring.
Den studerende ønsker at komme i praktik for at indgå i et læringsforløb og opnå erfaring fra en praksis.
Regler
Er ikke omfattet af Arkitektoverenskomsten.
For EU-studerende: Vær opmærksom på, om der er krav om særlige løn og ansættelsesvilkår fra hjemlandet.
For så vidt angår studerende fra 3. lande gælder regler om arbejds- og opholdstilladelse og kravet om sædvanlig løn og ansættelsesvilkår.
Anbefaling
Studerende, der hverken har været i praktik eller har anden arkitektfaglig erhvervserfaring, kan i en periode på op til et semester (dvs. 4-6 mdr.) honoreres på samme vilkår som praktikanter (dvs. beløb svarende til SU og evt. erkendtlighed). Det forudsætter, at der indgåes en aftale om et læringsforløb, hvor virksomheden fastsætter konkrete læringsmål for den studerende.
Perioden kan normalt ikke vare længere end et semester, men kan i særlige tilfælde forlænges.
Fortsætter ansættelsen udover et semester, aflønnes den arkitektstuderende iht. statens satser for studerende, medmindre perioden er blevet forlænget, som beskrevet ovenfor.

Færdiguddannede arkitekter

Færdiguddannede arkitekter aflønnes efter de gældende regler. Danske arkitekter og arkitekter fra EU-lande omfattet af Anerkendelsesdirektivet er omfattet af reglerne i Arkitektoverenskomsten. Færdiguddannede arkitekter fra 3. lande er ikke omfattet af Arkitektoverenskomsten, men skal for at opnå en arbejds- og opholdstilladelse aflønnes på sædvanlige vilkår efter danske forhold. I den forbindelse er det relevant, at virksomheden indhenter uddannelsesoplysningerne fra hjemlandet og får dem verificeret hos Uddannelses- og Forskningsministeriet ift. dansk niveau, inden løn og ansættelsesvilkår vurderes. Læs mere om verifikation af eksamensbeviser.

Danske Arkitektvirksomheder henstiller til, at reglerne for færdiguddannede følges.

Kontakt DI vedr. spørgsmål om overenskomst, løn- og ansættelsesvilkår.

Diversitetspolitik

Danske Arkitektvirksomheder lancerer en skabelon til brug for udarbejdelse af diversitetspolitik hos medlemmer, som kan bruges i arbejdet med øget ligestilling, diversitet og inklusion.

Danske Arkitektvirksomheder har udarbejdet en diversitetspolitik, der fungerer som en skabelon, der kan bruges som inspiration af alle medlemsvirksomheder i deres arbejde med at fremme diversitet.

Skabelonen bygger på fem principper, der beskriver, hvordan og hvorfor virksomheden vil fremme inklusion, sikre reel ligestilling mellem kvinder og mænd samt hvordan ubevidste og bevidste bias kan stå i vejen for rekruttering og fastholdelse.

De fem principper er:

  1. Ligestilling: Der skal skabes reel ligestilling mellem mænd og kvinder via en aktiv og konstant indsats.
  2. Diversitet og inklusion: Alle medarbejdere skal, uanset deres baggrund, køn, kultur, race, religion, seksuel orientering, alder eller handicap m.v., føle sig velkomne, respekterede og værdsatte.
  3. Rekruttering og fastholdelse: Det er vigtigt at tiltrække og fastholde talent via rekrutteringer og udviklingsmuligheder, der fremmer diversitet og ligestilling.
  4. Uddannelse og bevidsthed: Medarbejdere og ledere skal uddannes i ligestilling, diversitet og inklusion
  5. Lederskab og ansvarlighed: Ledere skal gå forrest for at fremme ligestilling, diversitet og inklusion.

Læs mere og hent skabelonen herunder.

Skabelon til diversitetspolitik